Søfart
Siden grundlæggelsen af sømandskirken i Hamborg i 1875 har de søfarende og den fastboende menighed været uløseligt forbundne!
Uden de søfarende og det blomstrende havneliv, var der aldrig kommet hverken dansk præst eller kirke til Hamborg, og uden de fastboende danskere havde det ikke været muligt at opretholde driften af sømandskirken. Således startede den første basar for at give hjemmelavede gaver til de søfarende og for at samle penge ind til sømandskirkens arbejde. I dag er den årlige julebasar et kæmpe tilløbsstykke og en af de største indtægtskilder for kirken.
De fastboende og de søfarende er på den måde stadig forbundne i dag. De mødes bare meget sjældent, da både forholdene for de skibsfarende og de fastboende danskere har ændret sig markant siden 1875.
Sømandskirken i Hamborg er nu den ældst fungerende danske sømandskirke i verden, og vi gør alt, hvad vi kan for at søfarten og de søfarendes trivsel og velfærd fortsat skal stå som en helt central del af kirkens identitet.
Skibsbesøg
Før i tiden havde danske søfarende tid til at komme ind til sømandskirken, læse avisen og skrive breve og foretage telefonopkald. I dag er tiden en helt anden. Skibene ligger kort tid i havn, og der er mange opgaver, der skal klares i de få timer hhv. få dage, hvor skibet ligger til kaj.
Derfor tager sømandspræsten ud til skibene i stedet for.
Med sig har præsten danske, polske og engelske bøger samt lidt godter. Præsten har altid tid til en samtale, løs snak, at køre søfolk ind til byen, hente ting til de søfarende osv.
Arbejdet med at besøge de søfarende er blevet udvidet til Bremerhaven og de andre nordtyske havnebyer.
Læs mere her nedenfor, hvis du er søfarende.