FamilieTid
- et hyggeligt pusterum for danske børnefamilier
I en hverdag fyldt med tysk sprog, tyske venner, og tyske omgivelser, byder FamilieTid alle børnefamilier med danske relationer indenfor til et par dejlige timer torsdag eftermiddag med sjove aktiviteter i danske rammer. Her kan både børn og forældre få dyrket og styrket både dansk sprog, kultur og venskaber.
Vi mødes i udgangspunktet hver torsdag eftermiddag med undtagelse af skoleferier og helligdage.
Vi åbner dørene kl. 15.30, hvor I kan ankomme stille og roligt, falde til efter en lang dag og spise lidt hjemmebragt eftermiddagssnacks. Herefter er der typisk en aktivitet tilpasset børnenes alder, leg, krea, sang, bøger, bål, spil og hygge samt selvfølgelig danske børnesange og sanglege. Vi rydder i fællesskab op og slutter kl. 17.30. Udvalgte torsdage spiser vi også aftensmad sammen og slutter derfor ca. 18.30.
Kan man først komme senere eller skal gå tidligere, gør man bare det.
Det er gratis at være med, men vi opfordrer til, at man hver gang lægger et valgfrit lille beløb i pengekassen til indkøb af materialer samt et beløb (5€ voksne, 3€ børn) for aftensmad, når der er det. Vi beder også om tilmelding til hver gang, så vi har en idé om hvor mange der dukker op.
Kontakt gerne Anne på musik@dankirke.de, hvis du har lyst til at komme og se, hvad det er. Hvis du har lyst til at være fast med, kommer du med i en WhatsApp-gruppe, hvor al kommunikation foregår.
Vi glæder os til at byde jer velkommen!
Vi ser frem til at møde jer