’Ej, du kommer da vel ikke i kirken!’ ’Så skal I jo bede, hver gang I skal spise’, ’De vil garanteret bare have dig ind, så de kan omvende dig’, ’Så må I nok hverken danse eller drikke.’ … 

Kirken er et af de steder i vores samfund, som har rigtig mange fordomme forbundet med sig – både nogle fordomme der holder stik og nogle der så langt fra holder stik.

’At du gider! Kirken er da bare så kedelig og så gammeldags!’

Ja, det er den. Kirken er usædvanlig gammeldags – også vores sømandskirke. Et levn fra fortiden … en fortid, hvor man tog sig af hinanden og havde tid til hinanden. En fortid, hvor det ikke sås som spild at bruge en hel dag på at besøge én person på et skib. En fortid, hvor det var indholdet og ikke var antallet af deltagere, der gjorde om et arrangement havde været en succes. 

Hvis man skulle gøre sømandskirken moderne, så skulle vi satse på én måske to heste, men ikke på hele væddeløbet. Så skulle vi kun lave de ting, som kvantitativt og økonomisk gav mening og helst på den halve tid. Så skulle vi tælle deltagere og opveje tid og ressourcer. 

Med sømandskirken er gammeldags. Ganske umoderne. Her emmer det af kollektiv. Fællesskab. Af kommunikation, der ikke består af hårde effektive ord, men af gode, glade og positive ord. Her emmer det af en fortid, hvor dét man nedfældede på skrift, var velovervejet og først blev sendt, når man havde sovet på det. 

Hvis vi skulle gøre sømandskirken moderne, så skulle den have eksistensgrundlag baseret på markedsanalyser og dens udmeldinger skulle være politisk korrekte. Så skulle vi have en klar målsætning, tælle timer og skrive det op i skemaer som skulle sendes til evaluering med et skriftligt svar som eventuel respons.

Men vores kirke er gammeldags. Et levn fra en fjern fortid. En fortid, hvor det var i orden ikke at mene, at man ikke er verdens centrum. Hvor man kunne hænde at tro, at der var noget større end en selv. En fortid, hvor det var i orden både at tro og at tvivle – og hvor ingen af delene behøvede at være beviseligt, velargumenteret og veldokumenteret.  

Hvis vi skulle gøre vores kirken moderne, så ville vi indkalde til MUS samtaler. Så skulle vi holde personale møder og prikkerunder. Så var det ikke i orden at tro – man skulle vide. 

Så ja, sømandskirken er usædvanlig gammeldags. Den er et levn fra fortiden. Midt i det pulserende Hamborg, midt i vores alles pulserende liv, står denne gamle lettere slidte røde bygning og vidner om en fortid - ikke en reaktionær stiv fortid, men en fortid, hvor der var plads til at leve livet. 

Og her bliver livet levet. Her sitrer af liv. Liv og latter. Du skulle prøve det – du kunne gå hen og blive helt hjernevasket af det …