Ny jubilæumssalme af Marianne Søgaard: "Ude hjemme"

Ny jubilæumssalme af Marianne Søgaard: "Ude hjemme"

Ny jubilæumssalme af Marianne Søgaard: "Ude hjemme"

# Aktuelt

Ny jubilæumssalme af Marianne Søgaard: "Ude hjemme"

Kære menighed

I dag er det den 1. oktober 2025, og i dag er det præcist 150 år siden, den danske sømandskirke i Hamborg officielt blev grundlagt!

I den helt særlige anledning har vi sammen med salmedigter, komponist og højskolelærer Marianne Søgaard fået skrevet en helt ny salme med titlen “Ude hjemme”. Salmen, som også er en sang, er blevet til i samarbejde med Den Danske Kirke i Udlandet, da den er skrevet i anledning af vores kirkes jubilæum, men samtidig skal kunne bruges i alle de danske menigheder rundt i hele verden.

Vi er fantastisk lykkelige og stolte over at kunne præsentere jer for den smukke komposition, som vi håber kan få vinger og flyve ud i verden og forbinde os på tværs af afstande.

Vi skal naturligvis synge den til jubilæumsweekenden! Lørdag d. 11/10 kommer Marianne Søgaard selv og synger for og fortæller om tilblivelsesprocessen, og søndag synger vi den i jubilæumsgudstjenesten.

Salmen findes fra i dag på YouTube og snart også på Spotify til fri afbenyttelse. 

Noden findes her.

Link til salmen: https://youtu.be/whepzBhft78?si=tSbK4LWJsiICTuds

Vi håber I vil tage godt imod salme-sangen - synge den og udbrede den: “Her har hjertet hjemme, ude hjemme.”

Mange hilsner
Sune og Anne


Ude hjemme

1) Der står et hus i en by,

hvor alle kan komme indenfor

fra gadens blå labyrint og føle sig lille,

når verden er stor

urolig og vild

og længslerne ude at svømme.

Her har hjertet hjemme

Ude hjemme

Her har hjertet hjemme

Ude hjemme

 

2) I huset lyder der sang,

og stemmerne kendes som et hjem.

Det sprog, du lærte som barn, har sat sig i dybet

af den, som du er,

og minder dig om

at bølgerne brydes mod kyster.

Her har hjertet hjemme…

 

3) På døren er der et skilt

med ordene fundet, elsket, set.

De ord er gamle men kom til dig fra en fremmed.

Vi vandrer omkring

i ukendte spor

men genkendes ansigt til ansigt.

Her har hjertet hjemme…

  

Tekst: Marianne Søgaard, 2025

Du vil måske også kunne lide...

Benediktekirken

Den danske sømandskirke i Hamborg

Ditmar-Koel-Str. 2

20459 Hamburg

Kom i kontakt med os

hamborg@dankirke.de