Mens vi nu tæller ned til Benediktekirkens (bygningens) 75-årsjubilæum den 3. februar 2027, så kan man her læse formand Jakob Kvist tale til sømandskirken i Hamborgs 150-årsjubilæum i oktober 2025. Det er gode og vægtige ord.

Sømandspræst Sune Haubek 

Det er unægtelig en stor dag i dag. 150 år med en dansk kirke i Hamborg – det er faktisk lidt overvældende at tænke på.

Tænk, at her, midt i en af Europas mest travle storbyer, har der i halvandet århundrede været et lille stykke Danmark.

Et sted, hvor mennesker siden 1875 har kunnet samles for at høre evangeliet på dansk, synge salmerne på dansk, indgå i fællesskabet eller være alene på den helt særlige måde, man kan være alene i en kirke. Alene og så alligevel set.

Alene sammen er jo et paradoks, kan man sige, men sådan er en kirke fyldt med paradokser.

På den ene side er kirken selvfølgelig historisk – denne kirke er opført i 1952, efter at den oprindelige bygning blev ødelagt af bomber i 1943. Og når det kommer til den del, må jeg altså lige nævne præsten Sophus Boas, der tjente her fra netop 1943, og som på forbilledlig vis og med stor risiko for eget liv hjalp de danske modstandsfolk i fængsler og lejre hernede, smuglede ting ind til dem og skabte kontakt til familierne hjemme i Danmark. Hans fornemme historie er en del af denne kirkes stærke historie.

Men samtidig er en kirke jo tidløs. Det er den, fordi menneskes børn i bund og grund ikke forandrer sig. Det bliver vi mindet om i disse år, hvor krigen pludselig kom tilbage til Europa, og vores søgen efter ståsted og mening og en glimtvis forståelse af det korte liv, vi lever, er i bund og grund uforandret. Eksistensen er og bliver en gåde.

Indimellem bilder vi os så noget andet ind. Det er, når moden eller tidsånden dikterer det ene eller det andet, og vi pludselig tror os hævet over tidligere generationers spørgsmål. Det skete for eksempel i 70erne, hvor jeg voksede op, og hvor mange mennesker erklærede, at de ikke troede på Gud, men på videnskaben.

Det var så kun fordi mange endnu ikke vidste og endnu ikke havde forstået, hvad folk som Niels Bohr og Heisenberg – for nu at nævne en tysker og en dansker i flokken - havde fundet ud af et halvt århundrede forinden. Nemlig at verden ER fuldstændig magisk og paradoksal og ja, principielt uforståelig for os mennesker.

Derfor skal man heller ikke være bange for at stå fast på en vis tidløshed. Stå fast på at være kirke for alle, der ønsker at være en del af den, stå fast på at være sig selv. Så må tidsånden rase derude, for vinden vender alligevel altid før eller siden.

Nå nej, så skulle vi alligevel ikke bare overlade alt til tech-giganterne. Nå ja, så betød fællesskaber alligevel noget. Nå ja, så var danskhed alligevel vigtigt, og bøger, ja, dem skal vi alligevel huske at læse.

I Danmark kalder vi det åndelig oprustning for tiden…

På den baggrund er det fantastisk i dag at fejre, at Den Danske Kirke i Hamborg har holdt sig levende i 150 år. Ikke som bygning – eller bygninger – men som et fællesskab bestående af mennesker, døde såvel som levende, der har lagt tid, kræfter og hjerte i, at der også her, syd for grænsen, skulle være et sted, hvor dansk tro og fællesskab kunne slå rødder.

Derfor vil jeg gerne slutte med at sige tak.

For vi selvsagt står på skuldrene af mange. Præster og menighedsråd, frivillige og medlemmer, der gennem årene har holdt kirken levende. For ikke at snakke om alle dem, som bare møder op.

De - og I - har dannet et fællesskab, hvor man kan finde trøst, håb og glæde – både som dansker i udlandet, søfarende og som medmenneske i verden. Det er både historie og fremtid, og lige nu er I fuld gang med at skrive det næste kapitel.

Hvad det kommer til at indeholde ved vi selvsagt ikke. Der er altid udfordringer og problemer, og verdenssamfundet ændrer sig. For tiden går bølgerne højt over Atlanten, men denne kirke i Hamborg er en påmindelse om, at uanset hvor vi kommer fra, så er der altid et fællesskab, der venter på os.

Så lad os fortsætte med at bygge på dette stærke fundament – så fremtidige generationer også kan finde et hjem her - et hjem i troen, i tvivlen, i håbet, i fællesskabet og i historien.

Tillykke med de 150 år. Må Gud velsigne Den Danske Kirke i Hamborg og alle som en, der er en lille eller en stor del af den.