Kære menighed!

Hanne Sander skulle have holdt gudstjeneste i Benediktekirken søndag d. 11. januar 2026, men det måtte aflyses pga. snevejret. I stedet for har Hanne sendt os sin prædiken, som hun og vi gerne vil dele med jer.

1.søndag efter Helligtrekonger 2026, Hamborg den 11.januar

Salmer: 749-392/320-477-31

Markus 10, 13-16

Det er både underligt og påfaldende, men også skræmmende, at der altid er nogen der skal holdes ude, nogen som ikke skal være her, nogen som ikke hører til og derfor skal jages væk, forflyttes, udryddes. Mon ikke I kan høre jer selv sige til en nytilkommen: det er vores bord, det er vores plads, det er vores land. Her i Markus’ fortælling er det børnene, der ikke er plads til og ikke må være der. Det er næsten som om disciplene siger: det er vores Jesus. Børnene bliver dog kun forsøgt jaget væk. Forrige søndag kunne vi høre om barnemordet i Betlehem, om den massakre, der fandt sted, fordi Herodes følte sig truet på sin magt og derfor griber til vold og udryddelse, som det er magthaveres vane. Andre steder i NT er det de fremmede, samaritanerne, eller det er tolderne, der samarbejdede med besættelsesmagten, der bliver holdt udenfor, eller det er kvinderne, der slet ikke tæller med i samfundet. Altid nogen, der skal holdes udenfor, nogen som ikke må være med. Hvis I nu sidder og tænker på, hvordan det ser i vores tid, hvordan der bliver jaget rundt med palæstinensere, muslimer, kristne og jøder, med flygtninge, - altid, når et flertal vil undertrykke et mindretal, ja, så kan man rigtignok tænke: jamen, holder det aldrig op? – Det begynder i hvert fald tidligt, i det helt små, hvor ”vi er dem de andre ikke må lege med”, dem, der bliver mobbet på legepladsen og i skolen, holdt udenfor (som Kim Larsen sang om i 80’erne).

Så igen: sådan var det, sådan er det, kan det overhovedet være anderledes?

Markus fortæller i hvert fald videre, at Jesus reagerer ret voldsomt på disciplenes forsøg på at sende børnene væk. ”Lad dem komme til mig”, siger han. ”Det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. Og så tager Jesus børnene op, lægger sin hånd på hovedet af dem og velsigner dem.

”Guds rige er deres”. De hører til, og det har de gjort i og med, at de blev født. Og Jesus taler som om Guds rige er noget nærværende, og der hvor han er, mens disciplene og skal jeg sige: vi for det meste taler om Guds rige, som noget, der engang skal komme, nærmest som en drøm (skeptikere kalder det illusion).

Og ja, det er vanskeligt at se, hvor det Guds rige skulle være i den virkelighed, der omgiver os, at det skulle ”være midt iblandt os” med en formulering fra evangelisten Lukas.

Og så alligevel ikke. Lykkeligvis oplever vi indimellem situationer, hvor Guds rige så at sige sker. Og det er ikke fordi det behøver at være så store ting: et tilfældigt møde, hvor samtalen pludselig er vedkommende og vigtig, en uventet hjælpsom hånd, en oplevelse af at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt i forhold til et andet menneske, en åbenhed i et øjeblik, så det kan fornemmes som en evighed. Eller en situation en morgen ved havet måske, hvor man kan opleve lyset som ”et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis”

En af dem, jeg har lært noget af i de senere år er filosoffen Hannah Arendt. Hun taler ikke om ”Guds rige”, men siger, at fordi vi er født, er vi jo en ny begyndelse og kan skabe nye begyndelser. Hver gang vi kan være fristede til at give op, fordi det hele ser for broget ud, kan tanken om en ny begyndelse give os mod til at prøve at forandre tingenes tilstand. Og vi kan også se på børnene. De er dog om nogen et billede på en ny begyndelse, og de møder gerne verden med åbne arme, rækker ud efter den og har som udgangspunkt både tillid til andre og åbenhed overfor verden. De minder os om, at verden kan være anderledes, at ”Guds rige” altså kan være ”midt iblandt os”. Barnet, der altid spørger: hvorfor? - hvorfor kan det ikke være anderledes? Barnet, der kan begynde en dag, som om jorden var ny og alting ligger foran en - uden at vide det begynder barnet dagen -uden at være bundet af dagen i går uden at være bekymret for dagen i morgen. Børn kan være i nuet, de kan have den umiddelbare åbenhed, og det er Guds rige.

I juledagene i år lærte jeg også noget, fik hver gang noget med hjem fra nogle af gudstjenesterne. Ikke fordi jeg måske ikke havde hørt det før, men så kan ordene blive understreget, så de høres tydeligere end ellers: juleaften var det sætningen: ”Se, Jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”, altså ikke kun for nogle indviede, eller kun for medlemmer af Folkekirken, der var ikke nogen skelnen mellem ”dem og os”, glæden skulle være for alle. Anden juledag med fortællingen om Stefanus, der bliver stenet ihjel, blev Jesu solidaritet med alle lidende og døende mennesker tydelig og endelig nytårsdag fik jeg som bortsendelsesord efter altergangen ordene: ”Frygt ikke”.

De ord – Hannah Arendts og dem fra gudstjenesterne og billedet af børnene vil jeg tage med som rygstød i det år, der nu ligger foran os og i dag give dem videre til jer.

For det er vigtigt, at vi ikke holder op med at drømme, ikke holder op med at håbe på, at forandring er mulig, for det kan give os mod til at handle.

Her til sidst kan vi så holde det sammen ved af hele vores hjerte at bede: ”komme dit rige”.

Amen