Fotograf, foredragsholder og forfatter Jacob Holdt er med sine 79 år (29. april) stadig i fuld vigør! Han rejser netop nu rundt i Europa og fortæller om sine erindringer, og på vejen tilbage fra Rom mod Danmark, slår han torsdag d. 8. maj kl. 19.30 vejen forbi sømandskirken i Hamborg! 

Jacob fortæller levende, underholdende og med stor sans for sjove og tankevækkende detaljer om de vilde år, der med bogen “Amerikanske billeder” fra 1977 gjorde ham berømt langt ud over landets grænser, og hvordan det kom til at definere hans liv.

Som optakt til aftenen deler vi her et interview med Jacob Holdt, som blev delt i Kristeligt Dagblad d. 18. januar 2026.

FRA KRISTELIGT DAGBLAD, 18. JANUAR 2026

ER DER PLADS TIL JACOB HOLDTS HUMANISME I EN KOLD OG BRUTAL VERDEN?

Den 78-årige fotograf og forfatter Jacob Holdt har oplevet mere splittelse end de fleste. Som ung fotograf blaffede han rundt på de amerikanske landeveje, hvor han tog billeder af alt fra den sorte storbyslum til Ku Klux Klan-miljøet. Han har fotograferet forbrydere, racister, narkomaner, folk hærget af kummerlige livsvilkår. Eller venner for livet, som Jacob Holdt kalder mange af dem.

Det er netop det menneskesyn, som mange forbinder Jacob Holdt med. Han tror på tolerance, humanisme, troen på det gode i mennesket.

Men meget er sket, siden Jacob Holdt tog sine kanoniserede “amerikanske billeder”. Og selvom han gennem sit liv har oplevet både had, racisme og vold helt tæt på, tøver han ikke med at sige, at den splittelse, han ser i dag, er ulig noget, han tidligere har oplevet.

Kan han blive ved med at tro på det gode – i mennesket og i verden?

Du finder denne uges søndagsinterview med Jacob Holdt her.

___________________________________________________

Fotograf Jacob Holdt oplevede racisme, had, vold og dyb armod på sine rejser i USA. Men han har aldrig oplevet så splittet en tid som den, vi lever i lige nu. Det gør ham trist. Og dog vakler han ikke i sin tro på alle menneskers godhed.

Hvis man vil forstå, hvem Jacob Holdt er, må man begynde med at gå op ad trappen i hans hjem.

Her på første sal kan man finde sporene fra hans liv som vagabond og fotograf i USA. Der er det gamle, trevlede skilt med teksten "Touring USA from Denmark", som han brugte som blaffer på de amerikanske veje, der førte ham til alt fra den sorte storbyslum til Ku Klux Klan-miljøet.

Man finder kameraet af mærket Canon Dial, som han tog sine kanoniserede "amerikanske billeder" med. Fotografier af forbrydere, racister, narkomaner, folk hærget af kummerlige livsvilkår. Eller venner for livet, som Jacob Holdt kalder mange af dem.

Der er de dagbøger, som han skrev, før han endnu havde udgivet noget som forfatter – tætskrevne sider, suppleret med fotos af både sorte og hvide mennesker, som han brugte til at bygge bro mellem grupper, adskilt af had.

Det er det, de fleste forbinder Jacob Holdt med: humanisme, tolerance, troen på det gode i mennesker. Han bærer næsten værdierne udenpå. Det skulderlange, viltre hår og det flettede skæg sender tankerne tilbage til hippietiden, den beigefarvede skjorte med brystlommer har ordet love (kærlighed) syet på bagsiden med rød tråd.

I slutningen af 2025 blev han tildelt Bent Melchior Prisen, uddelt af foreningen Brobyggerne, fordi han "gennem et langt liv … har mindet os alle om, at møder mellem mennesker baseret på tillid og åbenhed kan forandre".

Dermed kan man mene, at Jacob Holdt er alt det, tiden ikke er. I 2026 er der krig, konflikt og polarisering. Autokratiske ledere konsoliderer magten med hadefuld retorik, demokratiske institutioner undergraves, og grøfter graves dybe i et stadigt mere fragmenteret mediebillede.

Ikke mindst i USA, det land, Jacob Holdt har brugt flere år af sit liv på at rejse tyndt, og som under Trump pludselig fremstår som en trussel mod rigsfællesskabet.

Når Jacob Holdt taler om fred og tolerance i denne rovdyrenes tid, som forfatteren Giuliano da Empoli har døbt den, lyder det som ekkoer fra en anden tid. Som tabte illusioner, drømme, der brast.

Er der stadig plads til troen på det bedste i mennesket i 2026?

Er der stadig plads til Jacob Holdt?

HAD ER BLEVET EN FORRETNING

Han ved, at han ikke har vinden i ryggen. Han skubber til en dør på første sal i sit hjem, så Storm P.-værket "Tilbage til naturen" kommer til syne på væggen. En mand i farver går væk fra en grå menneskemasse og bevæger sig ud ad en sti i et smukt naturlandskab.

"Man skal passe på med at gå med flokken. Det er flokken, der er farlig," siger Jacob Holdt.

"Det så vi i 1930'erne. Og det ser vi også i dag."

Han bevæger sig ned ad trappen med langsomme skridt og sætter sig ved køkkenbordet. Hunden Tajo, opkaldt efter en portugisisk flod, kigger på ham og gør.

"Hvad vil du?", spørger Jacob Holdt.

Han rejser sig og finder et brunt ben til hunden, der straks går i gang med at gnave.

Jacob Holdt sætter sig ned og sukker:

"Det er ikke andet end trist."

Han taler om tiden.

Han har oplevet mere splittelse og had end de fleste. Som ung mand i USA blev han voldtaget, truet med skydevåben flere gange, og han boede hos mennesker, for hvem bestemte hudfarver var kilder til afsky.

Alligevel er det, han ser i dag, værre, siger han.

"Splittelsen kendetegner vores tid. Folk lever mere og mere i ekkokamre. De kommer ikke hinanden ved, de interesserer sig ikke for medmennesket uden for boblerne. Det har jeg oplevet hele mit liv, men det er ekstremt i dag."

Forskellen er især dette: Polariseringen er blevet en god forretning.

Multinationale virksomheder har forandret den måde, mennesker kommunikerer på. De sociale mediers algoritmer promoverer de mest ekstreme synspunkter, belønner vrede frem for ansvar og befæster grænserne mellem befolkningsgrupper.

"Det er tragedien i det hele: at der er penge at tjene på at skabe mistro og mistillid, ja, direkte had. Det er noget nyt i vores tid," siger Jacob Holdt.

Man ser særligt resultatet i hans elskede USA, hvor man dæmoniserer sine politiske modstandere og undgår betændte emner, også inde i familier. Hvor man ved, at man ikke bare har forskellige holdninger, men også forskellige opfattelser af virkeligheden. En udvikling, der er accelereret efter Trumps dobbelte indtog i Det Hvide Hus.

Men også i Danmark lider dialogen på tværs af politiske, sociale og kulturelle skel, mener Jacob Holdt.

Det fører ikke kun ensomhed med sig, det har også moralske følger.

"Vi mister øvelsen i at bære hinanden," siger Jacob Holdt.

GAV OP OG VALGTE TAVSHEDEN

Selv har fotografen blandet sig mindre i den offentlige debat i de senere år. Han blev træt af at modtage hadefulde kommentarer, når han forsvarede danske minoriteter, særligt efter flygtningekrisen i 2015. I øvrigt samme år som han skulle forholde sig til kritiske historier om sin troværdighed, blandt andet i Weekendavisen, der stillede spørgsmål ved nogle faktuelle detaljer i hans bog "Amerikanske billeder".

Længe holdt han sig til den strategi, han har fulgt det meste af livet: Han ledte efter mennesket bag hadet. Opsøgte dem, der stod bag beskederne, og drak en kop kaffe eller en øl med dem.

Hver gang indså han, at der lå en smerte bag vreden, siger han.

"Alt var gået galt for dem i livet. De havde bare brug for opmærksomhed. Jeg blev altid venner med dem."

Men på et tidspunkt holdt han op. Det var tidskrævende, hvis ikke umuligt, at finde alle kritiske brugere. Og han blev træt af at blive overfaldet verbalt, træt af alt det negative. Han valgte tavsheden.

Generelt har Jacob Holdt lukket sig mere inde og holdt markant færre foredrag end tidligere, siger han. Særligt mens han har arbejdet på bogen "Ghettoen i vore hjerter", der udkommer senere på året.

"Det er, som om man lukker sig inde og selv lever i en slags ghetto, mens man skriver. Jeg har nok forsømt at opsøge de venskaber, man får, når man går i dialog med folk," siger han.

Jacob Holdt har legemliggjort optimismen. Han kaldte en af sine erindringsbøger "Om at sige ja", og det var mere end en titel, det var en livsindstilling.

Som han siger:

"Jeg kan ikke sige nej, kun til min kone!"

Han bestræber sig på at bevare sit lyse sind, men han erkender, at det ikke altid lykkes.

"Jeg er måske blevet mere trist. Jeg tror, det skyldes et savn af menneskeligt samvær," begynder han.

"Man bliver også ældre. Jeg har sværere ved at finde ordene. Når jeg lytter til nogle af de taler, jeg holdt for op til 2000 elever i USA, overrasker det mig, hvor veltalende jeg var. Nu har jeg ikke været i USA i 10 år, og jeg kan ikke engang snakke ordentligt engelsk, når jeg får amerikanere på besøg. Jeg mister sproget, fordi jeg ikke bruger det. Det samme kan ske med ens danske sprog, hvis man ikke kommer ud."

Han smiler.

"Det er godt, at du pisker mig lidt over nakken!"

TILGIV PÅ FORHÅND ("Præventiv tilgivelse")

Jacob Holdt har dog ikke forandret sig i sin kerne. Det bliver han mindet om, hver gang han forlader sin lejlighed, hver gang han møder mennesker, der ikke minder om ham selv.

"Når jeg sidder hjemme, kan jeg godt blive deprimeret over at læse alle de overskrifter om, hvad der sker i verden. Desillusionen kommer af at være alene. Det er i ensomheden, at forbrydelserne sker."

"Men jeg er håbefuld, hver gang jeg er ude og møde med mennesker."

Jacob Holdt bestrider ikke, at mennesker begår onde handlinger. Men godheden, insisterer han på, findes i alle.

Det er hans etiske fordring: at se andre som mere end deres handlinger.

Han forsøger ikke at fritage mennesker fra ansvar. Man er ansvarlig for det, man gør, også det onde. Men man må sætte sig ind i det enkelte menneskes fortid og finde svar på, hvad der har formet dem, hvis man vil skabe forandring, i andre, men også i sig selv.

"Det er en kæmpe befrielse at komme af med sine fordomme," siger Jacob Holdt.

Han er ikke bedre end andre mennesker, slår han fast. Faktisk begyndte det hele med det, han kalder en egoistisk overlevelsesstrategi.

De første to år, han boede i den amerikanske slum, blev han udsat for flere overgreb. En dag gik det op for ham, at han selv var en del af problemet. Han kiggede på de sorte kriminelle med angste øjne, gennem fordommenes prisme, og dermed fortalte han dem ordløst, at de var forfærdelige mennesker.

Det blev en selvopfyldende profeti.

Men efterhånden lærte han at tilgive dem på forhånd. Og så holdt overfaldene op, siger han.

"Straks når vredens børn kan mærke, at vi tænker empatisk og kærligt frem for afstandtagende og fordømmende om dem, sænker de pistolerne, og forsoningen og venskabet starter. Jeg har set mange mennesker forlade had, ikke fordi de blev slået i hovedet med argumenter, men fordi nogen nægtede at reducere dem til deres værste handlinger."

Han refererer til den cubanske digter José Martí, som sagde, at man må have tillid til det bedste i mennesket og mistillid til det værste.

"Hvis ikke vil det værste få overhånd."

Nogle vil måske beskylde fotografen for at male et romantisk, naivt billede af menneskets natur. Måske særligt i en tid, hvor hadet viser sig så tydeligt.

Det afviser Jacob Holdt.
"Man må ikke forveksle det med kærlighed, det er bare klogskab. Husk, at det var af egoisme, jeg lærte at tænke mere empatisk om dem, vi frygter. Min afvæbnende tillid blev forvekslet med den kærlighed, smertens børn altid hungrer efter. 'Du skal elske din næste som dig selv' er en praktisk egoistisk arbejdsopgave for alle os, der ikke er særligt gode til at elske, men som gerne vil lære at overleve i en verden, der ellers kan forekomme mere og mere voldelig."

Nogle vil sige, at tiden ikke er til blød humanisme. Tiden er til, at vi styrker os indad, at vi erkender vores fjenders ondskab og bekæmper dem med råstyrke.

"Jeg er ikke naiv pacifist. Jeg støttede [sognepræsten] Kathrine Lilleørs våbenindsamling [Lilleør er en del af Den Danske Ukraine Komité, der samler penge ind til våben i krigen mod Rusland]. Der kommer et tidspunkt, hvor man er nødt til at forsvare demokratiet. Men det betyder ikke, at vi skal opgive vores syn på, hvad der ligger bag ondskaben."

PRISEN FOR HUMANISMEN

Der er dem, der vil anfægte Jacob Holdts menneskesyn.

Som vil sige, at den radikale tro på det gode i mennesket – hvor smuk og velmenende den end kan tage sig ud – i virkeligheden er essensen af et tankesæt, som har martret moderne vestlige samfund.

I indvandringskritiske partier som Dansk Folkeparti taler man gerne om "svenske tilstande". Narrativet er, at Sverige, netop i tolerancens navn, åbnede sine grænser og inviterede strømme af flygtninge ind i landet med uoprettelige konsekvenser. De troede på det gode i mennesker på tværs af kulturer og folkeslag, og hvad fik de? En europarekord i banderelaterede skyderier.

En lignende erkendelse har bredt sig i Tyskland, hvor politikerne har gjort op med Angela Merkels "wir schaffen das"-tilgang til de flygtningestrømme, der søgte mod Europa i 2015, og strammet udlændingepolitikken. Akkurat som man har gjort i Danmark og flere andre europæiske lande.
De har vel bare indset, at humanismen kan have destruktive følger?

"Jeg vil give dem ret i den forstand, at Sverige nok gik for langt og tog for mange flygtninge på én gang, i blindhed for hvor dårlige svenskerne var til at integrere sig med de mennesker, der kom," svarer Jacob Holdt.

"De lod dem komme ind i landet og prædikede tolerance, men de isolerede dem i ghettoer og ville ikke have noget med dem at gøre. Og når mennesker, der kommer med håb om at blive integreret i et land, bliver afvist på den måde, når de ikke føler sig elsket, ja, så lærer de aldrig landets værdier, men vender sig let i vrede og trods mod det."

"Det er ikke nok at prædike tolerance, man må også praktisere det."

Findes der et eneste menneske på kloden, der grundlæggende er ondt?

"Jeg er nødt til at sige nej til det. Jeg har set masser af onde handlinger, og jeg har set masser af mennesker, der umiddelbart virker uden for pædagogisk rækkevidde. Også nogle, der må lukkes inde for at beskytte os andre. Men jeg har aldrig mødt et ondt menneske. Kun skadede mennesker."

Han tilføjer:

"Vi er alle skadede mennesker. Vi er alle syndere. Med kirkens ord. Så allerede der har vi noget tilfælles."

PRÆST PÅ SIN EGEN MÅDE

Man mærker kristendommen bag ordene.

Det er måske ikke så underligt. Jacob Holdts far var præst. Det samme var hans bedstefar. Og oldefar. Og tipoldefar. De hed også alle Jacob Holdt.

Den nulevende Jacob Holdt blev ikke selv præst til sin fars fortrydelse. Men i dag hører han alle Kathrine Lilleørs prædikener i Sankt Pauls Kirke i København. Han optager dem endda og transskriberer dem.

Jeg er måske blevet mere trist.

SIN EGEN TRO VIL HAN DOG IKKE TALE OM

Han smiler drilsk og hiver et papir frem. Det viser sig, at han har forberedt et længere skriftligt svar på spørgsmålet, før han fik besøg af Kristeligt Dagblad.

Han rømmer sig og læser op:

"Ha, ha! Men du får mig ikke til at snakke om min kristne tro. For jeg har lige haft en dialog med jeres chefredaktør om, hvorfor jeg opsagde mit abonnement på Kristeligt Dagblad, fordi jeg efterhånden blev træt af alle jeres trosartikler, hvor kendte folk vrider hjernen for at tilfredsstille jeres behov for at høre om et eller andet punkt i deres liv, hvor en pludselig tro betød noget for dem. Lad dem og læserne beholde troen for os selv uden at belemre andre med den," siger Jacob Holdt.

Chefredaktøren fik ham dog overtalt til at tegne et nyt abonnement, fortæller han. Så kan han også se, om avisen citerer "denne, min trosbekendelse, korrekt", som der også står i det skriftlige svar.
Så tro er en privatsag for dig?

"Jamen, jeg gider ikke at snakke om det, fordi … Nej, nej."

"Men altså, selvfølgelig har jeg en voldsom byrde med mig, i kraft af at min far var præst."

Han sov altid under faderens prædikener, men han vågnede, hver gang han sagde navnet "Jakob". Det gjorde han i fortællingen om Jesus, der taler med en samaritansk kvinde ved Jakobsbrønden og sætter ord på hendes skamfulde hemmeligheder, helt uden at dømme hende. Han ser hende som mere end hendes synd. Efterfølgende bliver han i to dage hos samaritanerne, en gruppe, jøder ellers normalt undgik.

Måske fordi Jacob Holdt hørte den fortælling, når han vågnede på kirkebænken, kom den også til at forme ham. Ganske konkret, må man sige:

"Jeg lærte, at hvis man har fordomme om nogen, skal man flytte ind hos dem, ligesom Jesus gjorde. Det har jeg så praktiseret hele mit liv. Der er jeg et offer for min fars tro."

Han ler.

"Min fars venner sagde også til ham: 'Han er ikke uden håb ham der. Han blev præst på sin egen måde.'"

JEG ER IKKE BLEVET SLÅET IHJEL

Hvis Jacob Holdt har prædiket, er det ikke alle, der har lyttet. De drømme om at forandre verden, som brusede i hans unge krop efter Ungdomsoprøret, har ikke nærmet sig virkeligheden. Verden bevæger sig kun væk fra hippietidens utopier.

Men hans egentlige projekt handler heller ikke om verden, men om det enkelte menneske. Om at bygge bro mellem folk, en ad gangen.

Det er han lykkedes med, siger han.

"Om ikke andet er jeg ikke blevet slået ihjel."

Selvom han har dage, hvor han er trist og ensom, fortvivler han ikke. Når man har set så mange mennesker forlade hadet, fordi nogen tog dem alvorligt, er det umuligt at opgive håbet, siger han.

"Håb er ikke at tro, at alt nok skal gå. Håb er at handle, som om det betyder noget, hvordan vi møder og anerkender hinanden."

Desuden tror han ikke, at de dunkle tider vil vare ved. Pendulet vil svinge tilbage mod det progressive, siger han, et entydigt plusord for Jacob Holdt.

Det er dog ikke sikkert, at han selv kommer til at opleve det. Årsagen er simpel: Han er fyldt 78 år.

"Vi skal alle sammen dø," siger han. "Gudskelov! Der er ikke plads til os alle sammen."

Han er dog slet ikke klar til at dø. Han har gang i flere projekter: Han skal udgive sin nye bog, han skal overføre omkring 20.000 billeder til en digital "bankboks", og han tager stadig på foredragsturnéer. Senest tog han toget til Italien og Tyskland, hvor nogle studerende forærede ham "kærlighedsskjorten".

"Der er meget, jeg gerne vil nå, og det begynder at trænge sig på. Man må skynde sig."

Jacob Holdts øjne lyser op under det viltre hår.

______________________

JACOB HOLDT FAKTA BOKS

Fotograf, forfatter og foredragsholder.

Rejste i begyndelsen af 1970'erne rundt som vagabond i USA og tog fotos af de mennesker, han boede hos. Fra udsatte mennesker i slummen til Ku Klux Klan-medlemmer.

Har blandt andet skrevet bogen "Amerikanske billeder" fra 1977 om sine oplevelser i USA. Senere i år udkommer bogen "Ghettoen i vore hjerter".

Tog i årtier på foredragsturnéer i USA og Europa med sine billeder. I dag flyver han ikke længere af hensyn til klimaet.

Modtog i 2025 Bent Melchior Prisen, uddelt af foreningen Brobyggerne.

Den 19. marts i år holder han foredrag i Treenighedskirken i Esbjerg, 50 år efter han holdt sit første foredrag nogensinde i kirken.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/.../er-der-plads-til...