Tusinde tak, det var vel nok sødt af dig
 
Vi gik en tur med vores hund, min datter og jeg, søndag formiddag op forbi Hamburger Dom, igennem Karolinenviertel til Sternschanze. I, der bor her i Hamborg, behøver ikke nogen opdatering på, hvordan der så ud. Vi mødte en ældre dame, der sørgmodigt spurgte, hvorfor det altid var hendes kvarter, som det skulle gå ud over. Hendes skønne livlige frie Sternschanze.
 
Vi købte lidt morgenbrød, fik nogle småmønter tilbage og gik hjem ad Helgoländer Allee. Vi kom til viadukten, hvor mange hjemløse holder til. Der sad et par mænd med en skål foran sig, hvori der var nogle cents. Vi lagde vores småmønter i skålen, lod vores hund hilse på deres hund, og ønskede mændene en god dag. Da vi gjorde mine til at gå videre, rejste den ene af mændene sig op, bad os vente et øjeblik og gik over til sine få ejendele, der stod mellem gamle madrasser, slidte tasker og skæve indkøbsvogne. Et øjeblik efter kom han tilbage med en rulle kiks til mig og en lille plastik beholder med nutella til min datter. Vi sagde straks, at det var alt for meget og at vi ikke kunne tage imod det, men manden insisterede. Vi takkede mange gange og manden smilte og ønskede os en dejlig dag. Vi gav ham noget af al vores overflod - han gav os noget af det lidt han havde at leve af.
 
Vi gik op i samme område søndag eftermiddag. 10.000 mennesker gjorde rent. 10.000 mennesker var samlet med spande, koste, affaldssække og en stor portion knofedt 10.000 mennesker ville visse hvad Hamborg er: ikke vold og ødelæggelser, men hjælpsomhed og sammenhold. Mad og drikke kom ind som spende, hjælpende hænder og ikke mindst rigtig mange grin. Ikke rynkede øjenbryn og vrede udtalelser om de sidste dages hændelser, men brede smil og vittige bemærkninger. Nogen havde udskudt deres ferie en dag for at give en hjælpende hånd. Andre havde tilsidesat deres familieplaner for at give en hjælpende hånd. Og andre igen var kommet langvejsfra for at give en hjælpende hånd. Fordi det hjalp og fordi det gjorde godt at give noget til nogen.   
 
At kunne give noget til andre, er noget af det vigtigste for os mennesker. At kunne give og give igen. At have overskud til at give noget til andre. Det får een til at føle at man er noget, at man har en betydning. At andre har brug for én og eens hjælp. At give er langt vigtigere for os end at modtage. For hvis nogen kan bruge dét, som vi kan give, så er det ikke ligegyldig om man er her eller ej. Så er det vigtigt, at man er præcis hvor man er lige nu og her.
 
At give gør både modtager og giver glad – so what’s not to like? Hvad venter vi på?
 
Nb. Og så bliver jeg så utrolig stolt af at bo i Hamborg, når jeg ser 10.000 hamborg’ere på gaden for frivilligt at give noget til andre. Gør du ikke?