Nu er tiden inde til at forlade Hamborg. I hvert fald for nu. Efter at have arbejdet og boet i Benediktekirken i 3 år (dog afbrudt af 5 måneder i Berlin), afslutter jeg nu min kandidatuddannelse som klassisk sanger på Hochschule für Musik und Theater, hvilket var formålet med mit ophold. Så nu er det altså blevet min tur til at flytte hjem. Men det bliver ikke så let, som jeg troede... 

Jeg flyttede ind i Benediktekirken i september 2018. Det var en stor mundfuld at flytte til udlandet, men ved at flytte ind i Den Danske Sømandskirke, blev landingen blød. Jeg var sammen med andre, unge danskere, så jeg havde altid nogen at gå til. Fra første dag følte jeg mig altså tryg ved at være kommet så langt væk hjemmefra og finde så god en base. Derudover fik jeg job i kirken som kirkesanger, så jeg kunne bidrage med mit og blive en del af kirkens gang. 

Der gik ikke lang tid, før jeg blev utrolig glad for omgivelserne: At høre trompetisten stå i Michaelis--tårnet og spille et salmevers hver morgen og aften, eller at have Michelwiese lige uden for vinduet, at være så tæt på havnen, på vandet, på Elben, på centrum, på skønne Ditmar-KoelStraβe – det har været intet mindre end fantastisk. 

I min tid i kirken har jeg været med til at opleve udskiftning af medarbejdere og beboere. Da jeg flyttede ind var det med Vicky Fredslund som præst og Amanda som assistent, som senere blev til Mathilde, nu Heidi og Sune som præst. Når man bor i udlandet og særligt i et bofællesskab i udlandet, forstår man virkelig hvad det vil sige, når der er udskiftning. Det er ikke blot en udskiftning, det er et skift i tid. Når mennesker flytter hjem til Danmark igen, forstår man hvor meget hvert et menneske har været med til at præge og udgøre ens eget ophold. Jeg har sat pris på hver og én, beboer såvel som medarbejder, for alle har de været med til at definere mit Hamborgophold. Når jeg i fremtiden vil tænke tilbage på denne tid, er det ikke uden at have alle disse mennesker i tankerne. Og det selvfølgelig fyldt med nostalgi og gode minder! 

I løbet af det seneste, coronafyldte år, har det været særligt godt at kunne samles i kirken. Sune, Anne og deres dejlige drenge har vist megen gæstfrihed og stor social interesse. Sammen med dem og kirkens beboere har der været mange komsammener og fælles aktiviteter. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det ville have været ikke at bo i kirken under de omstændigheder, verden har været præget af. Heldigvis kan vi forhåbentlig se frem til bedre og lysere tider, hvor kirken igen kan åbne sine døre for arrangementer.
Som kirkesanger kommer jeg særligt til at savne det gode og muntre samarbejde med Anne, Heidi og Sune – særligt det musikalske arbejde med Anne, som har spillet en stor rolle i denne tid, hvor fællessang har været bandlyst, men som gav grobund for alternative og spændende løsninger, hvor musikken kunne udføres og udfoldes på anden vis – det har virkelig været en fornøjelse at musicere sammen, Anne! Lad os gøre det igen! 

At have boet i kirken har været et stort privilegium for mig og jeg vil altid være taknemmelig. Det er følsomt for mig at skulle rejse herfra, da det er et vigtigt kapitel jeg siger farvel til. Og nogle personlige og afgørende år i mit liv. Jeg har elsket mit ophold i Hamborg. 

Derfor bliver det ikke et farvel, men et - på gensyn. 

Maria Marstal