02/07/2024 0 Kommentarer
Værelser i Benediktekirken
Værelser i Benediktekirken
# Aktuelt
Værelser i Benediktekirken
Værelse i Hamborg?
Skal du studere, arbejde eller have et praktikophold i Hamborg i efteråret 2021 eller måske helt frem til sommeren 2022, så har Benediktekirken – Den danske Sømandskirke i Hamborg - værelser til udlejning fra aug./sept. 2021 til juli 2022.
Kirken ligger midt i Hamborg på Ditmar-Koel-Straße få minutters gang fra centrum, havnen og Skt. Pauli. Vi har U-Bahn, S-Bahn og busforbindelser tæt på kirken, så du kan hurtigt komme rundt i byen.
Vi har i alt 6 møblerede værelser til udlejning. Huslejepriserne varierer alt efter værelsernes størrelse. De er enten på 500€, 550€ eller 600€ pr. måned. Depositum er 2 måneders husleje. Fire af værelserne er beliggende på 2. sal og udgør et bofællesskab med et fælleskøkken og to badeværelser. De to sidste værelser er beliggende i stuen og udgør et bofællesskab med fælles køkken og badeværelse. Huslejen inkluderer fri el/vand/varme samt fri vask, fri internet og mulighed opbevaring af cykel i garage.
Kirken er mere end en traditionel kirke. Den er et kulturelt samlingssted for danskere i Hamborg og et meget aktivt hus, hvor der sker en masse aktiviteter i løbet af ugen. Hver onsdag aften er der Ung-aften i kirken, hvor unge danskere mødes i huset. Der er gudstjenester søn- og helligdage og kirkelige handlinger på visse lørdage. Kirken er en livlig arbejdsplads og et spændende hus, men også et hjem for præstefamilien, kirkens assistent og husets lejere.
Det er ikke en forudsætning, at du nødvendigvis har det store kendskab til folkekirken, men vi forventer, at du har lyst til at være en del af huset og tage del i vores fællesskab og vores forskellige arrangementer. Vi har fællesspisning for alle husets beboere mindst én gang om måneden, som vi forventer, at alle deltager i. Vi håber også, at du har lyst til at deltage i kirkens Ung-aftner og give en hånd med, når der er julebasar henover to weekender i november.
I forbindelse med vores udlejningsopslag her opslår vi samtidigt to stillinger i kirken, som er ledige pr. 1. september. Det drejer sig om et kirkesangerjob og et rengøringsjob. Kirkesangeren aflønnes pr. gudstjeneste. Rengøringsjobbet er på mellem 5-10 timer om ugen og aflønnes med 12€ pr. time.
Skriv lidt om dig selv, din baggrund og dit kommende ophold i Hamborg og skriv også om du søger et af de to jobs. Ansøgningen skal sendes til hamborg@dankirke.de. Du kan også sende en e-mail, hvis du har spørgsmål. Ellers kig på vores hjemmeside dankirke.de.
Ansøgningsfristen er 31. maj. Vi regner med at sende svar ud i begyndelsen af juni måned.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Sune Haubek, Sømandspræst ved Benediktekirken i Hamborg
Kommentarer