Fælles 2. Påskedag i ord og lyd

Julekoncertudvalgsmedlem Irene Parey

Beboer i Sømandskirken Margrethe Popp Fredslund

Tidl. ungdomsassistent Amanda Fugl

Sanger Maria Marstal

Sognepræst Barbara Jensen

Ungdomsassistent Mathilde Bebe Clausen

Sømandspræst Vicky Popp Fredslund

For at høre gudstjenesten tryk her:     Gudstjeneste13042020.mp3

Velkommen (Vicky)

Salme (Maria)
#408: Nu ringer alle klokker

Hilsen (Maria og Vicky)
Præst: Herren være med jer
Menighed: og med din Ånd

Bøn (Mathilde)
Lad os alle bede: Du livets Gud! Hvor kan vi andet end at undre os og håbe, at det er sandt, at Kristus er opstået fra de døde. For vi ved at vi skal dø og give slip på alt det, vi kender og holder af. Det gør os bange. Derfor beder vi dig: Kom til os, Herre Jesus, som du kom til dine disciple, da de var tynget at tabet og sorgen. Vis dig for os, så også vi må tro, at du har brudt dødens magt og med himlens liv og glæde gennemlyst den død, vi frygter. Lad troen og håbet spire i os som forårets blomster, som lyset i morgentimen, og lad kærligheden vælde frem som vandet i bækkene i en lovsang for dig, som er livets Herre fra evighed og til evighed. Amen

Læsning (Amanda)
Præst: Dette hellige Evangelie skriver evangelisten Johannes
Menighed: Gud være lovet for sit glædelige budskab

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. Amen

Trosbekendelse (Irene)
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Amen.

Salme (Maria)
# 241: Tag det sorte kors fra graven

Prædiken (Barbara)
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg syntes de sidste par uger har været svære at håndtere, både som borger men også som præst. Det er ikke det samme at skrive refleksioner til hjemmesiden, og tale ind i et kamera eller mikrofon som nu, i et ellers tomt rum. Til gengæld så synes jeg at påskensbudskab og relevans har skinnet tydeligt igennem hele denne krise, og kulminere i disse timer rundt omkring på kirkershjemmesider og facebooksider. For nej, kirken var ikke lukket i påsken 2020. Tværtimod forkyndte den på nye, alternative måder, det evige aktuelle budskab om Guds kærlighed, håbet og livet ud til en menighed der opsøger et fast grundlag, når nu alt andet omkring os er blevet usikkert og planlægning sker fra dag til dag. Ind i det kaos tilbyder kirken, påsken og kristendommen et større blik og et perspektiv der rækker både tilbage og langt ud i den ukendte fremtid.

Vi er blevet opfordret – nogle ligefrem påbudt, at tilrettelægge vores hverdag på en helt anden måde. Teologen K. E. Løgstrups har sagt, ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Det er blevet aktuel på en hel anden måde. Vores medmenneskes velvære er blevet vores alles ansvar. Vi spiller alle en rolle i at få brudt smittekæden, sådan at vores sundhedspersonale ikke bliver overbebyrdet og så at så få som muligt af vores medborgere ikke blev livsfarligt syge og dør.

Jeg skulle undervise nogle konfirmander – før landet lukkede ned - om påsken og bad dem om at remse dagene op. De svarede prompte med indtoget til Jerusalem palme søndag, det sidste måltid skærtorsdag, korsfæstelsen langfredag og opstandelsen påskedag. Så så de meget veltilfredse ud og sagde det var det.

Og de har ret så at sige at påske kulminere påskedag. Jesus er opstået – det vidste vi allerede på forhånd inden vi hørte dagens evangelium.

For mange mennesker er 2. påskedag en lidt underlig størelse. De fleste bruger sikkert ofte denne dag til at rydde op, rejse hjem, gøre klar til hverdagen der starter i morgen.

Men alt er ikke som det plejer. Påskebesøgene har været aflyst og hverdagen indtræffer ikke som normalt i morgen. Hvad skal vi så stille op med denne 2. påskedag?

Dagens tekst handler om mødet med håbet – det er det Maria møder udenfor den tomme grav, når Havemanden kommer hen til hende og hun opdager det er den opstandne hun taler med.

Det er det 2. påskedag tilbyder os, for uanset om landet er lukket ned eller ej så efterfølges påskedag altid af 2. påskedag. Og uanset hvordan verden omkring os ser ud, så har vi brug for at blive mindet om, at håb altid findes. 

Dagens evangelium er nødvendige for at forstærke påskensbudskab. For uden beretningen om om mødet med den opstandne, vil gårsdagens tekst om den tomme grav stå svagere. For en tom grav uden synet af den opstandne, giver blot anledning til spekulationer om hvor kroppen så kunne være, om nogen mon kunne have stjålet liget, men det ville ikke skabe det håb som kvinderne får gennem mødet.

De fleste har nok deltaget i en begravelse. Lige inden kisten bære ud, kastes der tre skovle jord på kisten. Til de to første siger præsten: Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Det er det vi kan konstatere. Det er det vi ved der sker. Men straks derefter kastes den sidste skovl jord på hvor der siges: Af jorden skal du igen opstå. Det kan vi sige pga. det håb vi gives her 2. påskedag. Påsken har vendt det hele på hovedet og skabt håb hvor der før var håbløshed og liv hvor der før var død.

Salmedigteren Hans Anker Jørgensens udtrykker det i af de nyere påske salme hvori vi synger:

Det er som et forhæng,
der rives til side, på højeste sted,
og Mesteren står der og gir dig i tide sin evige fred.
Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel,
at se ham som Gud i den syvende himmel.

Døden har mødt sin overmand. Bag forhænget venter den opstandene, der kalder på dig med navn. For det er først da havemanden siger Marias navn, at hun genkender Jesus. Det giver genklang af fortællingen i Bibelen om fårene der kender hyrdens røst og hyrden der kender hver af sine får. For Jesus kender os altid, og er altid klar til at kalde på os ved navn, og det også selvom vi ikke nødvendigvis ser hvad det er der er lige for næsen af os.

Jeg boede i en tid i Australien og deres årstider er vendt på hovedet i forhold til vores. Det står stadig klart for mig hvor pudsigt det var, at præsten ikke kunne bruge de samme metaforer om forår og nyt liv, som vi er så vandt til at høre heroppe i norden når de prædikede om opstandelsen. De måtte ty til andre billeder og fortælling. Australierne gik fra sommer til efterår, fra lys til mørke, turisterne rejser videre og mange af feriebyerne pakker sammen. Ikke en umiddelbar parallelt til opstandelsen. Men pointen er den, at uanset hvad der sker rundt omkring os, så står påskens budskab fast og er evigt gældende, netop i lyset af 2. påskedags møde med håbet.

For det er i mødet med Jesus at håbet vinder frem, og troen derigennem skabes. Og vi kan møde troen de underligste steder – for Jesus åbenbarer sig ikke for dem, der vil have forklaring og beviser for troen, men derimod åbenbarer han sig for dem der er allermest fortvivlet. Kvinden der står og græder ved graven, familien der ikke kan samles til bisættelser. Dem der på trods af mørke og fortvivlese søger håb og kærlighed frem for noget andet.

Vi ser det næsten dagligt for tiden,  hvor utallige frivillige på tværs af Europa melder sig i kampen mod corona. Og med 2 meters afstand udfører fremmede mennesker Jesu budskab om at hjælpe de svageste og mest udsatte i samfundet.

Det har været nogle underlige uger, hvor uvisheden og usikkerheden har domineret. Men hvis I vil tillade mig at lave en lidt karikeret sammenligning, så minder denne nedlukning af samfundet om langfredagsmørket som sænkede sig forleden. Men mørket blev brudt af påskens forventningsfulde budskab. Der er håb forude. Det gælder også for den pandemi der hærger for tiden. Der kommer en tid efter.

Historien om påsken er næsten ubegribelig. Den er storslået og overvældende, og med Jesu opstandelse forandres alt i verden. Han viste os derigennem, hvad det var for et liv og hvilken verden han vil give os del i. Det er et liv og en verden hvor det onde, mørket og døden er overvundet og hvor kærligheden og livet altid vil stå stærkest. Det er det håb og den tro påsken giver os, og som Anne Linnet så smukt synger: troen har vi fået for at bruge den. Så tro på det og gå ud med fornyet tillid til håbet, mens vi har Grundtvigs ord i ørene:

Ja, han er her, Guddoms-manden!
Sprængte er nu dødens bånd!
Han er visselig opstanden,
og hans ord er liv og ånd!
Nu en forårsmorgen skøn
rinder op for os i løn,
og, som påskesalmen klinger,
vokser sjælens fuglevinger.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver en sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Gud kærlighed, og Helligåndens fællesskab, være med os alle.

Motet (Maria)
Solen favner blidt min by
Tekst: Frederik Ømann og Lars Buhl Mountwell Hansen
Melodi: Frederik Ømann

Fadervor (Margrethe)
Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

Velsignelse (Vicky og Maria)
Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred
Menighed: Amen Amen Amen

Salme (Maria)
#218: Krist stod op af døde

***