Hvis du har lidt overskud, så gi’ af det

- af Tine Krogh Hestbaek, medlem af basarstyregruppen i Sømandskirken

Jeg har lidt af en total Blog Blokering. Corona! Corona! Corona! Corona mig her, og der og allevegne. Jeg er ærligt talt ved at få en overdosis af info om Corona. Vi læser om, hører om, taler om, tænker på, drømmer om, har tankemylder om Corona, og jeg kunne slet ikke tænke på, hvad jeg dog skulle skrive. Og så op til påske! Corona fylder bare for meget... og det ser ikke ud til at komme til at fylde mindre i nær fremtid. Jeg har i et par dage prøvet at ‘lave en struds’ og stikke hovedet i sandet - men virkeligheden og overskrifterne trænger alligevel igennem.

Vi har nu overstået 4. uge i tiden efter Corona-chok, hvis man starter tidsregningen fra 11. marts, hvor Mette Frederiksen lukkede Danmark ned. Og hvor Tyskland fulgte få dage senere.
Den første uge var præget af chok, forvirring, hamstring, overforbrug af statistikker, følsomhed og reaktioner der skiftede fra at være apatisk til at være fortvivlet. Og et stort behov for at være i (elektronisk) kontakt med familie og venner.

Anden uge er det første chok ved at fortage sig, selvom fortvivlelsen stadig er der. Vi affinder os med, at det ER sådan nu, så vi må hellere få lidt struktur i hverdagen - prøver at skrue ned for statistikkerne og dagstal for inficerede, indlagte og døde. Men det er svært ikke at læse op på tallene flere gange om dagen, så man nærmest en passant kan strø om sig med seneste tal fra Danmark, Tyskland, England, Frankrig og mange flere.

Næste fase er, at det er vores nye virkelighed. Utroligt så hurtigt, det er gået, og helt per refleks går vi så vidt muligt heeeeelt ud til siden af fortovet, når vi vover os ud og passerer modgående. Og pludselig nyser og hoster alle helt naturligt ned i albuen (hvorfor tog det så mange år at lære det..? Ligesom at vaske hænder!)

Vi føler nok også en taknemmelighed for at være i et land, der har et yderst velfungerende sundhedsvæsen med stor kapacitet, og dygtigt og dedikeret personel (ja, vi har også sat uret til kl. 20.59 og klapper hver aften kl 21.00 på vores balkon for at hylde de mennesker som arbejder utrætteligt på landets hospitaler og øvrige beredskaber).

Vi har måske ikke ligefrem accepteret tingenes tilstand, men det er det ‘nye nu’ - og vi har hver og en oplevelser, vanvidshistorier og scenarier - enten selv, eller vi kender nogen - som oplever helt uforudsete konsekvenser. Nogle totalt ulykkelige og langsigtet svære. Andre får tilværelsen vendt op og ned af domino-effekten fra Coronaen. Men ingen, absolut ingen, går fri for at mærke konsekvenser. Og mon ikke det får de fleste af os til at tænke dybe tanker - om os selv og vores allerkæreste. Om vores nærmiljø. Om verden. Om livet. Om Meningen med det hele. Om de gode historier, hvor det bedste kommer ud i folk. Og ja, også det værste.

Jeg tænker, at Vicky og hendes præstekolleger får fantastisk inspiration til mange års prædikener. Mon ikke mange af os, der måske ikke går så tit i kirke, bliver mere søgende, efter mening og svar? Der er jo ingen facitliste her i livet. Og vi kan ikke styre og kontrollere, hvad der sker lige nu. Men vi kan gøre vores bedste for at bidrage positivt. Hvis man har lidt overskud, så gi’ af det. Udvis næstekærlighed. Som jo er et af kirkens grundbudskaber.

Rigtig God Påske derude.