Om at Stå Sammen
- af Alena Strelow, teologipraktikant i Sømandskirken 2017

Aldrig før har jeg haft så meget tid for mig selv. Og aldrig før har jeg følt mig så forbundet med andre mennesker, med andre kristne.

Da meddelelsen om at også Folkekirken og Nordkirche skulle lukke deres kirker nåede ud, skete der noget unikt. I stedet for at præsterne gik i dvale, begyndte en kæmpe bølge af nytænkning, nye initiativer og i det hele taget et enormt sammenhold på tværs af sognene. 

Nu har jeg kun været præst i lidt over et år, men at se, hvordan kirken fortsat når ud til menighederne, hver på deres måde, gør mig lykkelig og bekræfter mit jobvalg.

De sociale medier gør det muligt, at samle ideer og inspiration hos sine kollegaer, for derpå at finde ud af, hvad der virker for en selv. Vigtigst af alt for mig er, at kirkerne fortsat spreder håb. For håb har vi brug for.

Et af mange initiativer er Hoffnungsläuten, som Nordkirche har initieret. Hver dag kl. 12 ringer kirkeklokkerne. I Danmark gøres noget tilsvarende kl. 17. I mit naboskab kan jeg se, at vinduer åbnes eller folk endda går ud på gaderne, så at de kan nye klokkeringningen.

Jeg bruger meget af min tid på at ringe til menighedens ældre. Det spreder glæde og håb, at kunne tale sammen - også i den tid. Samtidigt prøver jeg at nå ud til de yngre også. Jeg deler bibelcitater og har begyndt en lille aktion.

På vejen til præstegården har jeg skrevet bibelcitater. Enhver der kommer den vej, bliver mødt af Biblen, af tro, håb og kærlighed. Det giver glæde og vejen er sidenhen velbesøgt.

Jeg ønsker alle og enhver, at I passer på jer selv og hinanden og at I forbliver raske