02/07/2024 0 Kommentarer
Kærlighed i Koleraens Tid
Kærlighed i Koleraens Tid
# Aktuelt
Kærlighed i Koleraens Tid
Kærlighed i Koleraens Tid
- af Tine Krogh Hestbaek, medlem af basarstyregruppen og Sømandskirken
Jeg har nu været igennem diverse skabe og skuffer, og jeg kan konstatere, at vi har marmelade nok til de næste mange, mange år. Så efter ud- og oprydning i forrådsskabet kan jeg belønne mig selv med lidt læsetid.
Men når vi nu skal udvise godt borgerskab og er i hjemmeisolation, kan man måske også få lejlighed til at kigge lidt i bogskabet? (det kan også være det virtuelle, som fx danske Mofibo). Vi bruger pludselig mere tid hjemme, men hvor meget Netflix og Facebook og dommedagsnyheder kan vi kapere? Det kan være en oplagt mulighed for at genlæse yndlingsbøger eller gå på opdagelse i nye forfatterskaber.
Jeg er selv meget ivrig læser – har i mange år deltaget i diverse læsegrupper (er p.t. med i de amerikanske kvinders bogklub her i HH), og har haft fornøjelsen af mange gode litterære diskussioner. Men jeg nyder også at læse bare for egen fornøjelse. Læseglæden – den luksus, der ligger i at have tid og ro til at fordybe sig i en bog.
Vores nye overboer (en tysk-canadisk familie) har lige startet Hanna, 8, på Harry Potter-serien. Hun er næsten færdig med den første, og jeg fik her til morgen en synopsis på handling, persongalleri og magiske udfordringer. Det var som at høre vores egen datter, da hun i sin tid gik om bord i den serie. Oh fryd. Nu er problemet, at de næste bøger i rækken bliver lidt for mørke og dystre for en 8-årig, så hun må vente lidt, og finde andre bøger. Dem er der heldigvis mange af!
Jeg skal straks indrømme, at mit læse-tysk ikke er godt nok til at få det fulde litterære udbytte af tysk bøger, så det må blive til oversatte udgaver. Ærgerligt, da bøger oftest er bedst på originalsproget.
Til gengæld har jeg haft gode læseoplevelser med mange nordiske bøger, og engelske og amerikanske. Det er udelukkende min egen liste af nyligt læste af slagsen, og der er naturligvis (og heldigvis) et utal af andre gode bøger.
Måske, du har læst noget særligt godt, du vil anbefale? Jeg modtager meget gerne anbefalinger!!
Morten Pape: Urbanplanen (selvbiografisk) + Guds bedste børn (roman).
Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi + En dag vil vi grine af det.
Maria Helleberg: Kvinderne fra Thy + Søstrene fra Thy
Kristian Bang Foss: Frank vender hjem
Sally Rooney: Normal People + Conversations with Friends
Isabel Allende: A Long Petal of the Sea (historisk roman der starter i den spanske borgerkrig og fortsætter i Chile)
Michelle Obama: Becoming / Min Historie
Tara Westover: Educated / Oplyst (Erindringsroman)
Jeanine Cummins: American Dirt (roman)
Og for en genopfriskning af klassikere kan vi i disse Corona-tider næsten ikke komme uden om (fanfare): Gabriel Garcia Marquez: Kærlighed i koleraens tid!
En anden klassiker med en passende titel der også skal nævnes er: Hans Scherfigs Det Forsømte Forår …^
***
Kommentarer