Når det meste går galt – og det måske alligevel er godt
- af Susanne og Arne Bjerre, assistentpar ved Sømandskirken 2012-2017

Den 1. marts tog ingen Corona-virussen alvorligt. Tidligt denne søndag morgen steg vi i Randers ind i en turistbus, der skulle fragte os – og 50 andre – 3.200 kilometer syd på til Pellepones i Grækenland. Her skulle vi nyde den græske kultur og det græske forår. Vi skulle først være tilbage igen 25. marts.

Turen begyndte uheldigt, da vi sad fast i kø i knap fem timer ved Elbtunnellen, så vi først ankom til vores overnatningshotel i Bayern klokken 02:30. Herfra var det en flot tur ned gennem Balkan og Albanien. Albanien er et skrækeksempel på et nyt demokrati. Her er man enten styrtende rig eller håbløs fattig. Og der er flest i den sidste kategori.

I Grækenland havde vi et par sorgløse dage, inden Corona slog til. Dag efter dag kom der nye forbud. Til sidst måtte vi end ikke gå på stranden. Landene omkring begyndte at lukke ned og det stod hurtigt klart, at vi ikke kunne køre hjem med bussen. Nu begyndte Grækenland også at lukke ned og vores rejseselskab arbejdede på højtryk på at skaffe os hjem.

Det lykkedes: Den 17. marts kom vi med et af de allersidste fly ud af Grækenland. Det blev en lang hjemrejse, der begyndte klokken halv seks om morgenen og sluttede i Randers til midnat.

Her kom vi så i 14 dages karantæne, hvor vi ikke må gå ud af lejligheden før 1. april. Vi er så heldige at have en søn, der er butiks chef i en Lidl butik, så han bringer os købmandsvarer, henter post og går med affald. Alt sammen uden nogen fysisk kontakt.

Per telefon, sms og emails har venner og familie spurgt til os og tilbudt praktisk hjælp. Ja, selv venner fra Hamburg har spurgt til os.

Det mest rørende og overraskende har dog været vores naboers reaktion. Vi bor i en lille opgang med kun seks lejemål. Vi fik smidt et brev ind til de andre, hvor vi forklarede, hvorfor vi var tidligere hjemme og at vi var i karantæne. Fluks blev der smidt et brev ind til os fra overboen, der tilbød hjælp nærmest 24/7. Dagen efter kom endnu et brev; denne gang fra naboen, som havde ondt af os og som havde stillet en stor buket blomster til os på vores dørmåtte.

Får vi så penge tilbage for afkortning af ferien? Det ved vi faktisk ikke.

Synes vi så, at det har været en dårlig ferie? Det er i hvert fald en ferie, vi aldrig glemmer!

Men vi synes ikke, den har været spildt: Vi har fået både sydlandsk varme og herhjemme menneskelig varme. Og det er da ikke så galt.

PS: I skrivende stund skulle vi planmæssigt være på vej gennem Kroatien. Her var der jordskælv i går........