Verdens forunderlige størrelse
- af Tenna Arpe, ungdomsassistent ved Sømandskirken 2016/2017

Onsdag d. 11. marts, inden det skelsættende pressemøde. havde jeg krisemøde med mine internationale spejderkollegaer i Danmark. Vi var i tvivl – i tvivl om, om vi skulle gennemføre vores planlagte nordiske samling for 20 unge spejdere weekenden efter. Noget, der før virkede så nemt og overskueligt, virkede pludselig utroligt risikabelt? Ville vi som arrangører risikere, at unge spejdere fra hele Norden, strandede i Danmark, hvis nu fly blev aflyst eller grænser lukkede endnu mere ned, for vi kunne jo godt se, hvilken retning vi var på vej imod. Beslutningen blev dog taget. Det svære valg om aflysning blev taget, hvilket få timer efter blev bekræftet som det mest naturlige valg af Mette Frederiksen, for Danmark lukkede ned.

En weekendtur i det nordiske er nærmest umuligt i dag, og for min veninde, der var på udveksling i Finland, føltes Danmark lige pludselig så uendeligt langt væk, at hun valgte at tage hjem, for hvad nu hvis? Ja det er næsten det værste, ingen ved rigtig, hvor det her vil ende, og hvad det næste tiltag bliver.

Lige nu sidder jeg hjemme hos mine forældre. De bor på en gård, på landet, og her er godt med plads – og så har de også lige fået en hundehvalp, så den får masser af opmærksomhed de her dage. Jeg tænker dog på alle danskere ude i verden, og jeg er glad for, at jeg ikke har været nødt til at pause et udlandsophold på grund af corona-krisen, for den tid kommer aldrig rigtig tilbage. 

Til gengæld er mit studie sat på en form for pause, og mit arbejde som frivillig i det internationale spejderarbejde har naturligt nok også fået en helt anden vinkel, da alle rejser til andre lande er aflyst.

Pludselig er jeg blevet opmærksom på, hvor vigtigt det er for mig og mange andre, at jeg kan rejse frit rundt. Min søsters efterskole-skitur blev afbrudt før tid. Min søsters gymnasiestudietur blev aflyst, min egen studietur til London ligeså, og min sidste søster, der ville have været ud at rejse i påsken kommer ikke afsted. 

På samme måde er der helt sikkert mange andre, der også er blevet ramt. Lige nu føles selv Tyskland, som trods alt har været mit hjem flere gange, og kun ligger syd for grænsen, uoverskueligt langt væk, og jeg vil ikke engang få lov til at komme ind i landet, for hvad vil jeg egentlig der? Jeg skal bare blive hjemme.

Selvom resten af verdenen lige nu føles uendeligt langt væk, er den jo i princippet ikke længere væk, end den altid har været. Og med de udfordringer vi har nu, er jeg også blevet endnu bevidst om, hvor heldige vi er, at vi lever i det 21. århundrede. Møder rykker online, skole og studie rykker online, kaffe-aftaler, drinksaftener og spilaftener er også rykket online – og det fungerer.

Spejderbevægelsen, hvis største opgave er at skabe fællesskaber, både lokalt og globalt, har også fundet alternative måder til dette. De mødes til online møder, udfordrer hinanden i opgaver hver især og ikke mindst så hjælper de hinanden og andre!
Så selvom de ugentlige spejdermøder ikke ser ud som de plejer, og den sommerlejr, der til sommer skulle have gået til Holland måske kommer til at se lidt anderledes ud, så finder spejderne altid en løsning, og det gør mig stolt!

At jeg som spejder kan rejse ud i verdenen, når alt det her er ovre, og samtidig vide, at vi som spejdere gjorde vores bedste og fandt nye måder, giver mig også håb for fremtiden, den tid, der kommer efter corona. 

Så selvom jeg savner at ses med mine venner og kollegaer i virkeligheden, så skal vi nok overleve, og på et eller andet tidspunkt er vi jo ovre det hele, og så kan igen ses, kramme og rejse ud i den store, lille verden.

***