En hel verden sat på pause

- af Amanda Rask og Johanne Blücher, studerende og beboere i Sømandskirken

Lørdag den 7. marts ankom vi spændte og forhåbningsfulde til Hamburg i troen om, at vi et par uger senere skulle påbegynde vores længe ventede udlandssemester i Tyskland. Hvad ingen vidste var, at vi kun nåede at opleve en enkelt uges ubegrænset frihed, inden Corona-virussen på flere måder satte en stopper for vores nye tyske dagligdag. De fem første hverdage gik med et intensivt sprogkursus, hvor vi ikke kun stiftede tættere bekendtskab med det tyske sprog, men også med adskillige nationaliteter fra alle verdensdele. Vi fandt det interessant at lære om forskellige skikke og traditioner, sprog og madvaner, men på trods af anderledes kulturer kunne vi alle relatere til det centrale samtaleemne; den omsiggribende Corona-virus. Alle deltagere på kurset stod i samme situation, da vi alle kort forinden var ankommet og så småt havde fundet os til rette i Hamburg. Hver dag blev vi informeret om forskellige tiltag i hvert hjemland, og vi ventede og forberedte os på, at disse også skulle blive en realitet for os i Nordtyskland.

Onsdag aften blev det annonceret på et dansk pressemøde, at samtlige skoler og offentlige institutioner ville blive lukket de næste uger. Selvom vi i bund og grund var klar over, at dette tiltag også ville træde i kraft i Tyskland i den nærmeste fremtid, var vi alligevel i et kort øjeblik glade for, at vi befandt os syd for grænsen.

Først nu, da både danske, tyske og andre europæiske grænser er lukkede, deler vi og vores nye internationale venner en fælles følelse af uro og af at være sat på ”stand-by”. Og det er der flere grunde til.

På nuværende tidspunkt går store dele af verdens befolkning rundt i konstant uvished og bekymrer sig om, hvad i morgen mon bringer. Ligeledes er det for vores vedkommende uvist, hvornår – og om – vi kan få lov til at fuldføre vores udlandssemester. Der er ingen hjælp og vejledning at hente i hverken hjemlande eller Tyskland, da alle befinder sig i samme venteposition og står over for de samme udfordringer.

Desuden var den hovedsagelige grund til dette udlandsophold, at vi begge ønskede at forbedre vores sproglige kompetencer, dyrke den tyske kultur og udvikle nye bekendtskaber. Da det i øjeblikket hverken privat eller offentligt er forsvarligt at mødes med andre mennesker, er både vores sproglig og sociale udvikling nu sat på pause.

Følelsen af angst bunder derudover i, at familie og venner ikke længere har muligheden for at kunne komme på visit når som helst. Det er i forvejen nervepirrende at flytte til et fremmed land på egen hånd, og da vores fastlagte planer om besøg i foråret i øjeblikket er udskudt på ubestemt tid, sidder vi i høj grad tilbage med en følelse af at være isoleret fra det trygge og bekendte.

Vi har nu tilbragt 12 dage i Hamburg. Vi får det bedste ud af denne aparte situation og krydser fingre for, at vi får mulighed for at påbegynde vores semester på Universität Hamburg i slutningen af april! 

***