Jeg har ikke hamstret, jeg har kun lige købt lidt ekstra … 

Vi ved alle udmærket godt at det er forkert at hamstre i denne tid. Vi har fået at vide at der er varer nok til alle, hvis vi bare opfører os og køber ind ganske som vi plejer – både mht. til mad, toiletpapir og medicin.

Så nej, vi skal ikke hamstre og jeg har heller ikke hamstret – altså bortset fra at jeg tænkte at jeg for en sikkerheds skyld lige måtte købe lidt mere modermælkserstatning til min lille søn, som knap er begyndt at spise almindelig mad endnu….

Så ja, jeg hamstrede. Mon ikke det er sådan for os alle? Vi hamstrer det, som vi mener er en livsnødvendighed for os. Vi gør det ikke for sjov, vi gør det ikke fordi vi bliver paniske, vi gør det fordi vi lader vores sunde fornuften råde: ’Jeg kan se at alle de andre hamstrer - jeg har brug for dette eller hint - jeg må også hamstre’. Selvom vi ved at der er forsyninger nok, så siger vores fornuft os at hvis vi ikke hamstrer, så bliver vi de eneste, der ikke har noget. Ren gruppedynamik.

Vi hamstrer, fordi vi bliver usikre på, om vi er den eneste, der ikke hamstrer og derfor ikke får noget – ofte fordi vi ser i medierne at der hamstres. Og jo mere ansvar vi har, des mere vil vi måske sikre os at der ikke sker noget med det eller dem, som vi har ansvar over for. I 1998, da der var storstrejke, var jeg studerende og kunne leve af havregrød og var ret ligeglad med, om jeg havde gær i køleskabet og hamstrede derfor ikke. Men i dag er jeg småbørnsmor og føler et helt andet ansvar og finder det yderst vigtig at jeg kan brødføde mine børn – og derfor bliver jeg usikker og tænker med min sunde fornuft: ’Jeg må hellere sikre mig’. Jeg. Mig. Min. Mit.

Når vi siger ’vores sunde fornuft’, så ligger trykket som oftest på ’vores’. Det er vores sunde fornuft. Ikke hvad der er fornuftigt for andre eller for samfundet, men for os. At gøre hvad der er fornuftigt for andre og samfundet hedder noget andet. Det hedder samfundssind. Og det er dét, som vi skal lade råde nu. Ikke vores sunde fornuft, men samfundssindet. Vi skal passe på – ikke kun os selv – men hinanden nu. Vi har nemlig ikke kun et fornuftigt valg. Vi har også et etisk valg.

Sømandspræst, Vicky Popp Fredslund