03/08/2024 0 Kommentarer
Stor donation fra Den A. P. Møllerske Støttefond muliggør renovering af kirkens tårn
Stor donation fra Den A. P. Møllerske Støttefond muliggør renovering af kirkens tårn
# Aktuelt
Stor donation fra Den A. P. Møllerske Støttefond muliggør renovering af kirkens tårn
Jeg vil gerne på Benediktekirkens vegne rette en stor tak til den A. P. Møllerske Støttefond for donationen på 6,5 millioner kroner til vores tårnrenoveringsprojekt.
Tårnet har i mange år trængt til en stor gennemgående renovering. Kirkeklokken har vi ikke måttet benytte de sidste år. Korset har ikke lyst op i en længere årrække. Murværket trænger til en nyfugning, og al betonen skal ordnes og sikres. Den afskallede maling skal fjernes, og tårnet skal males påny. Kobbertaget og klokken skal nedtages, efterses og ordnes, og der skal laves et helt nyt ophæng til kirkeklokken. Det bliver et stort gennemgribende arbejde med tårnet, som vi snart skal i gang med.
I 1951 sagde skibsreder A. P. Møller, at den kommende nybyggede danske sømandskirke i Hamborg nødvendigvis måtte have et tårn for ellers kunne man ikke se, at det var en kirke.
Når tårnet er færdigrenoveret - forventeligt til 150 års jubilæet næste år - vil det renoverede tårn ikke bare have installeret nyt lys i korset i toppen af tårnet, men også mulighed for, at vi kan oplyse tårnet om aftenen i forskellige farver. På det tidspunkt vil kirketårnet fremstå i bybilledet, som et smukt, moderne vartegn for folk i Hamborg og et flot landmærke for de søfarende om at hér ligger Benediktekirken - den danske sømandskirke - midt i vores smukke by.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til også at takke menighedsrådet og isærdeleshed menighedsrådsformand Lars Rolner og Martin Wurgau Hansen for det store forarbejde med projektet. Vi har været i gang med at beskrive projektet, indhente tilbud fra håndværkere og sammenfatte en ansøgning i de sidste 3 år. Vi i menighedsrådet vil også gerne takke arkitekt Ingrid Algren for udarbejdelsen af den projektbeskrivelse, som danner grundlaget for fondsansøgningen. Vi vil også gerne takke vores fondsansøger Lars Skovhus i København, som hjalp til med ansøgningen. En stor tak skal også lyde til fundraiser Eva Brøsted i DSUK, til Anne Meldgaard Ryhl fra DSUK og til udlandsprovst Selma Ravn, som har stået for kontakten til MÆRSK, og som har samlet ansøgningen og ansøgt på Benediktekirkens vegne.
Vi er stolte over og glade for, at dette samarbejde mellem så mange involverede nu har afstedkommet, at vi har fået den flotte donation og at vi nu kan gå i gang med at realisere projektet.
Stort tak til jer alle sammen.
Vi i Benediktekirken går på sommerferie fra på mandag og ønsker alle en varm og solrig sommer.
Kh
Sune, sømandspræst
Nedenfor link til A.P. Møller Fondens hjemmeside:
https://www.apmollerfonde.dk/n...
Nedenfor link til blogindlægget på DSUK's egen hjemmeside:
Kommentarer