Kirken har en formidabel evne til at holde fast i gamle ord. Ord der er smukke, store, traditionelle og … nogen gange ganske uforståelige og ret så støvede.

Tag fx ordet barmhjertighed. Måske kan vi godt forklare ordet – men hvis nogen spørger os, hvordan vi skal praktisere barmhjertighed, så bliver det straks noget mere vanskeligt. For hvordan kan vi være barmhjertige, altså medfølende uden selvforherligelse og forfængelighed, uden at vi bliver blødsødne, naive og måske udnyttet i en verden, der kræver spidse albuer og politisk snilde?

Jeg tror, at en af måderne at være barmhjertig på i vores verden er ved hjælp af humoren. Med humor kan vi trække os lidt væk fra situationen – det, der i moderne pædagogik hedder ’at se situationen i helikopterperspektiv’ eller ’go to the balcony’ – og så er der plads til selvironien.

Hvis vi, i en situation hvor vi er vrede på en anden, ser os selv på en humoristisk måde, så kan vi måske indse, at vi ikke er bedre end den anden, og så række hånden ud og grine. Glemt er vreden. På grund af humoren. Den, der ikke kan grine af sig selv, kan ikke være barmhjertig, for han/ hun kan ikke finde ned fra den piedestal, som han/hun selv er kravlet op på.

Selvironi er det modsatte af selvforherligelse. Når man kan genkende sig selv i en karikatur, så er selvironi dét, at man ikke bliver fornærmet, men begynder at grine.

Og det er vi gode til, vi danskere, det med at karikere og holde denne ironiske distance til tingene. Se det lidt udefra eller oppefra. Med Piet Heins ord om at ’den der kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorlig, han og hun har fattet begge dele lige dårligt’, med det in mente, tænk da på alle de sommerrevyer, I har set. Tænk på Gustav Wieds Knagsted i Livsens Ondskab, eller hvad med H C Andersen: ’der var fem ærter i en ærtebælg, ærterne var grønne, bælgen var grøn, derfor mente de hele verden var grøn’ eller Grundtvigs dejlige sang: ’Velkommen i den grønne lund’, hvor vi glædeligt synger med på begyndelsen til andet vers ’Kan munden vi få ret på gang, til andet end at spise’. Jo ironien, den mestrer vi danskere ret så godt.

Men hvis det er barmhjertighed, som vi er ude efter, så skal vi bare lige huske at sætte et ’selv’ foran ’ironi’. Selvironi. Ellers kommer der ikke nødvendigvis barmhjertighed ud af det. Hvis ’ironi’ ikke kommer med et ’selv’ foran, så kan vi komme til at fjerne os selv så meget fra den anden, at vi ikke kan føle ham/hende mere. Og så kan vi let komme til at bruge ironien på en måde, der gør andre ondt – med eller uden vilje. Vi kender jo nok alle temmelig godt nogle tegninger, som vi mente bare var harmløse og ironiske, men det manglende ’selv’ foran ’ironi’, som gjorde at andre følte sig krænket, og dermed var vi ovre i en helt anden grøft, hvor sarkasmen råder i stedet for barmhjertigheden.

Barmhjertighed er et ord, som kan være svær at få hold på, fordi det er et gammelt støvet ord. Mens selvironi er noget mere moderne og dermed forståelig. Jeg tror, jeg vil være lidt mere selvironisk i denne uge. Det kan være du vil være med?

Vicky Popp Fredslund

Sømandskirken ønsker alle en skøn uge