Danmark er det bløde land med den hårde valuta. Vi tør godt satse på mennesker og social retfærdighed - samtidig med, at vi er verdens femterigeste land. 
Poul Nyrup Rasmussen (1. maj 1997)
 
For at gå fra ’at kunne’ til ’at gøre’ skal der det store ’at turde’ til. Turde satse på noget, som ikke mange andre ville gøre. Turde satse på noget, der måske komme til at koste penge, prestige eller sikkerhed. Turde satse på noget, man er usikker på er den rette vej. Det kræver mod.
 
Det kræver fx stort mod at satse på mennesker man ikke kender, men som trænger hjælp. Og især hvis det mennesker, som trænger hjælp, er et menneske som man betragter som ens modsætning, uven eller måske endda fjende.
 
At satse på et andet menneske er i kristen terminologi at elske dem. Ikke elske som i kys og kærtegn men heller ikke som i blot at acceptere dem. At elske den fremmede, uvennen, fjenden er noget af det specielle ved kristendommen. For det første overskrider den al almindelig småborgerlig moral, og for det andet så er den rettet ud imod verden: Gå ud elsk din næste, det være sig ven eller fjende. Sid ikke hjemme bag hus og tag, men gå ud og byd velkommen.
 
Og derfor er kristendommen ikke en privat sag. Den er personlig, ja, for det er os selv der beslutter os for at tro eller ikke tro. Men privat, det kan den aldrig blive. For i vores privatsfære har vi ingen, eller i hvert fald ikke så mange, som vi vil karakterisere som fjender, fremmede eller nogen vi ikke forstår. Og det er dem vi også skal ud og elske.
 
Det kræver mod at turde elske sin fjende og fremmede, for langt det meste had og vrede udspringer af angst og uvidenhed. At turde satse på mennesker er en livsholdning, en indstilling til verden og de mennesker vi møder i vores liv. At elske sine fjender er en holdning, der giver sig udtryk i handling. Som en tidligere biskop skriver: Jeg orker ikke flere ord, nu beder jeg om handling.
 
***