02/07/2024 0 Kommentarer
Næste gang du står med en ananas i hånden…
Næste gang du står med en ananas i hånden…
# Aktuelt
Næste gang du står med en ananas i hånden…
Vores tidligere assistent, Heidi, har skrevet denne skønne artikel om at tage på skibsbesøg og få indblik i en hemmelig verden, som man ikke ser i, men der betyder alt for vores hverdag, til magasinet NYT fra Danske Sømands-og Udenlandskirker.
Af Heidi Nielsen, netop hjemvendt assistent ved Benediktekirken i Hamborg
Uagtet den årlige hilsen i Dronningens nytårstale til alle, der er langt væk hjemmefra, er de søfarende tilsyneladende ikke nogen, vi tænker synderligt meget over i hverdagen, til trods for den store indflydelse de har på den. Den hverdag, som ville synes umulig for en stor del, hvis ikke det var for handelsflåden og de dygtige folk, der driver den. Der er uendeligt mange ting, vi tager som en selvfølge. Det handler om alt lige fra mobiltelefoner til ananas og benzin. Som assistent ved Den Danske Sømandskirke i Hamborg har jeg fået øjnene op for, hvor stor en del af hverdagen, der fungerer takket være vores enorme handelsflåde.
Søfart er en stolt dansk tradition; den trækker endog tråde tilbage til vikingerne, og vi er da også den femtestørste handelsflåde i verden. Samtidig er det en del af verden, som er de få forundt at kende til. Havnene er blevet hegnet ind og gemt væk i industrielle havneområder med adgang strengt forbudt. Dette har været med til også at gemme de søfarende væk. Ikke kun i det daglige billede, men også væk fra vores bevidsthed – desværre. DSUK yder under sloganet ”langt væk, men ikke alene” skibsbesøg til danskflagede skibe. Således har jeg været på utallige skibsbesøg det sidste års tid. Jeg har mødt mange mennesker af forskellig nationalitet, rang, fra forskellige rederier og typer af skibe.
”Et skibsbesøg er en besynderlig størrelse”
Jeg kom til Hamborg i september 2020. Jeg skulle starte et nyt kapitel som assistent i Benediktekirken – Den Danske Sømandskirke i Hamborg. Forud for at have søgt stillingen havde jeg færdiggjort en Bachelor i Internationale Studier fra Aalborg Universitet, men jeg indså hurtigt, at jeg på ingen måde egner mig som akademiker, og at jeg er meget mere praktisk anlagt. Jeg kunne godt tænke mig at afprøve at være kirketjener. Dog var jeg på daværende tidspunkt kun 23 år og med en udlængsel, som kradsede værre end et hestebremsebid.
En dag sad jeg og så en af mine yndlingsfilm, om det gode skib S/S Martha og de gæve gutter ombord, som virkelig forstår det hippe udtryk ”work smart, not hard”. Det slog mig, at jeg på et tidspunkt havde læst om de danske sømandskirker og i slaget af den tanke, kom jeg til at tænke, at der måske var en kirke et sted i verden, som kunne bruge en lille hjælpende hånd. Og det var der minsandten!
Jeg har en forkærlighed for de gamle danske film omhandlende livet til søs. Ganske vist er det en romantisering af realiteterne for de søfarende nu til dags – men filmene er bare gode! Derfor var skibsbesøgene en særdeles velkommen del af arbejdsbeskrivelsen for en assistent i en sømandskirke.
Et skibsbesøg er en besynderlig størrelse. Det kan tage alt fra fem minutter til to timer og måske mere. Det hele kommer an på, om der på skibet er tid til et besøg, for de har ofte travlt derude, når de anløber havnen. Johannes V. Jensen skriver ”En sømand har sin enegang som fange på en ø”. Dette har Covid-19 bestemt ikke gjort mindre gældende, og det har i snart to år været strengt forbudt at gå i land de fleste steder, medmindre man skulle afmønstre. Derfor har det været stort at være med til at gøre livet for de søfarende bare en smule bedre. Jeg holdt meget af skibsbesøgene, og jeg savner det og havnemiljøet en hel del, nu da min tid i Hamborg er forbi. Elbtunnellen, Köhlbrandbrücke, kranerne, at se skibet ligge i havnen er storslået. En charmerende lille tanker med et lille mandskab eller et nærmest en halv kilometer langt containerskib med firkantede kasser i alle regnbuens farver og gældende for alle; det flotte vajende Dannebrog agterud.
Jeg kom til Hamborg grundet en interesse for skibsfart og kirketjeneste, og det må siges, at de to interesser i den grad er blevet fordret. Jeg har været på utallige skibsbesøg. Covid-19 har bestemt også kompliceret vores arbejde på havnen, men ikke desto mindre synes jeg faktisk, at vores arbejde, grundet situationen, har givet meget mere mening. Jeg har lært en masse om havnen, skibe og livet ombord. Udover det, har det været et kæmpe privilegie at være med til at skabe smil og glæde derude i handelsflåden, da arbejdet ombord er ekstremt hårdt og isoleret. Det er også derfor, at jeg synes, at du, næste gang du står nede i butikken med en ananas i hånden eller er ved at tanke din bil, skal huske, hvem der har været med til at gøre det muligt.
Stor tak til Heidi for det skønne skriv! I kan læse mange flere fede artikler i det aktuelle nummer af NYT fra Danske Sømands-og udenlandskirker ved at følge linket.
Kommentarer