I forbindelse med forhenværende sømandspræst her i kirken Henrik Fossings død, har DSUK udgivet nogle mindeord. Disse kan findes på DSUKs hjemmeside her: https://www.dsuk.dk/blog/78650

Ellers kan de læses her: 

Mindeord for tidl. sømandspræst Henrik Fossing’s død. 

Af Eskild S. Pedersen, Aarhus. Tidl. sømandspræst i Rotterdam, Yokohama, Singapore, sognepræst i Sunds, og dansk præst i Luxembourg. 

Underretningen om Henrik Fossings pludselige død dagen før Palmesøndag kom uventet, som et chok. Henrik døde to dage før sin 75 års fødselsdag. Det føltes så uvirkeligt, for Henrik var så levende og engageret i sin familie og nye tiltag. 

Bekendtskabet og venskabet med Henrik og hans hustru Bodil går mange år tilbage. Helt præcist 51 år og 4 mdr. Det begyndte  en mørk vinteraften den 1. februar i 1970, da min kone Esther og jeg parkerede vores bil med oppakning og 2 små børn ved den svenske sømandskirke i Parklaan, Rotterdam og her blev modtaget med åbne arme og ostesandwich af Henrik og Bodil. Her begyndte vores liv med Dansk Sømandskirke. Men her begyndte også vores bekendtskab og livslangt venskab med Bodil og Henrik. Henrik var dengang stud. theol. men havde afbrudt studiet for i en begrænset periode at gøre tjeneste i Rotterdam for Dansk Sømandskirke i fremmede Havne, som havde iværksat byggeriet af en helt ny sømandskirke. Henrik var den rette mand til opgaven. Da jeg i februar 1970 gjorde min entré som ny dansk sømandspræst i Rotterdam, blev det Henriks opgave at introducere og oplære mig i Sømandskirkens mange arbejdsopgaver. Henrik var levende og aktiv og altid fyldt med nye ideer. Somme tider tabte jeg helt pusten. Henrik ville gerne være blevet i længere tid, men generalsekretær Palle Nielsen sagde nej. Henrik skulle tilbage til sine studier, for der var ingen tvivl om, at Palle Nielsen så en kommende sømandspræst i Henrik. 

Og sømandspræst blev Henrik Fossing -  endda én af de mest markante sømandspræster i de seneste årtier. Ligefrem og ukunstlet kunne han tale med alle, høj og lav. Han var god til at lytte og var på alle måder en god sømandspræst. Dem, der bad Henrik om en tjeneste gik aldrig forgæves. Der var brug for Henrik. Han blev udsendt til poster i Hull, New York, - en afstikker til Færørerne – og afsluttede med en lang periode i Hamburg. I Hamborg gjorde han sig især fortjent ved at stå i spidsen for en omfattende  renovering af kirken med tilhørende lokaler og boliger.  Sammen med de andre nordiske sømandskirker i Hamborg, var Henrik primus motor for de legendariske julekoncerter i den tyske Michaeliskirke, Hamburgs hovedkirke, som er nærmeste nabo til sømandskirken. 3 – 4 gange i løbet af en dag fyldtes den store kirke med tilhørere fra Hamborg, Nordtyskland og Danmark. Det var Henrik, der fik store kunstnere og berømte kor til at medvirke ved de årlige julekoncerter, ofte under nærværelse af prinsesse Benedikte, der lagde navn til Sømandskirken i Hamborg. 

For sit store og fremsynede arbejde fik Henrik i 2002 tildelt Ridderkorset, som han bar med stolthed og glæde. 

Henrik var fyldt med ideer, og der var sjældent langt fra tanke til handling. Nogen gange kunne han være svær at følge. Han talte hurtigt og tankerne og ideerne kom væltende. Det var ikke altid Henrik blev forstået. Han mødte også modstand og blev ikke altid retfærdigt behandlet, når han fremlagde sine planer og ideer. Henrik var en ener og han ragede op både med sin intelligens, sin sprogbegavelse, sin humor og sin statur. Den store mand med de skarpe øjne og det kraftfulde fuldskæg kunne ingen undgå at få øje på. På mange måder var der noget ”Sankt Peter” over ham: uforfærdet, ukrukket og ligefrem, altid forvisset om, at Vor Herre kunne bære og holde ham oppe, når bølgerne gik højt. 

Han havde en nysgerrighed og en fremragende evne til at sætte sig ind i forholdene de steder, han gjorde tjeneste. Det gjaldt Englands, Færøernes, USA’s og Tysklands historie og kultur. Hans kæmpe bogsamling vidnede om hans store interesse for, hvad der rørte sig de steder, han befandt sig. 

Men Henrik stod ikke alene. Han havde Bodil ved sin side. Hun stod last og brast med ham i medgang og modgang. I familien var hun det sikre anker.  Så var hun blandt de præstekoner, sømandskirkerne ikke kunne være foruden. Hvad hun og hendes lige med deres iderigdom og vedholdenhed har påtaget sig af slid og slæb er en særlig beskrivelse værd. 

Vi har mistet en god ven, en helt igennem loyal kollega. Vi vil savne ham, hans rungende latter, hans vid, hans ydmyge kristentro, hans ærlighed. Vi vil huske Henrik Fossing med respekt og taknemmelighed. Æret være han minde. 

Henrik Fossing blev bisat onsdag før Skærtorsdag fra Margrethe kirken i Valby. Bisættelsen blev foretaget af biskop Erik Normann Svendsen.