02/07/2024 0 Kommentarer
Orglet har fødselsdag!
Orglet har fødselsdag!
# Aktuelt
Orglet har fødselsdag!
I dag, den 28. januar, er en ganske særlig dag i Benediktekirken. I dag er det nemlig 48 år siden vores orgel kom til kirken, den 28. januar 1973. Hip hurra og må det længe leve. Her kommer et par bevingede ord fra vores organist Anne Gössler Christensen.
ORGLET HAR FØDSELSDAG!
I dag er det præcist 48 år siden, at orglet i Benediktekirken blev indviet – nemlig d. 28. januar 1973 – og det markerer vi med et par ord!
Orglet blev bygget af det danske orgelbyggeri Jensen & Thomsen i 1972 og består af 1 manual (klaviatur til hænderne), pedalværk (klaviatur til fødderne) samt 4 registre (gedakt 8’, rørfløjte 4’, principal 4’, gemshorn 2’) og omtrent 244 piber. Til sammenligning har det store Steinmeyer-orgel i Michaelis-kirken 5 manualer, pedalværk, 86 registre og 6697 piber!
Det lille orgel er muligvis et ”standardorgel” – altså et af den slags som blev produceret til mange mindre landsbykirker i Danmark i 1960-70’erne. Disse små orgler er meget lyse og kraftige i klangen, da det var klangidealet på den tid – en tid præget af orglets ”dogme-bevægelse”: en tilbagevenden til en mere oprindelig orgellyd som på Bachs tid (barokken). Denne lyd var skarpere, kraftigere og lysere, og Danmark blev berømt ude i verden på at bygge disse ”bevægelsesorgler”- det var god håndværksmæssig kvalitet, og man havde dygtige fagfolk til det klanglige arbejde. Indtil da byggede man orglerne ud fra et romantisk ideal med en mild og udflydende klang.
Orgelbyggeriet Jensen & Thomsen blev grundlagt i Hillerød i 1967 af de to orgelbyggere Knud Jensen og Richard Thomsen – netop som en del af orgelbevægelsen. Begge var tidligere ansat hos det store, gamle og velkendte Frobenius Orgelbyggeri i Kongens Lyngby, men valgte at bryde med traditionerne og tidens tendens (det romantiske ideal) for at begynde på egen hånd. Det kom der mange fine orgler i alle størrelser ud af, indtil orgelbyggeriet i 1996 blev opkøbt af – ja, Frobenius.
Vindene skiftede igen, og orgelbevægelsens ideer blev forældet og gik af mode. Man vendte tilbage mod den blødere, mere afrundede og blidere klang. I dag bygges de fleste orgler som alsidige ”universalorgler”, der kan bruges til alle musikarter. Så altså, selvom selve teknikken i orgelbyggeriet i princippet ikke har ændret sig meget siden middelalderen, så ændrer smagen og klangidealet sig.
Hvis nogen skulle vide mere om Benedikekirkens orgel og eventuelt hvad man havde af instrument i de 21 år, der er fra kirken blev indviet i 1952 til orglet blev indviet i 1973, hører jeg meget gerne om det!
Orglet er forresten ”Instrument des Jahres” i 2021, og under mottoet ”Orgel für alle” har man her i Hamborg sammensat et fantastisk program med masser af muligheder for at besøge byens over 300 orgler! Læs mere på www.orgelstadt-hamburg.de.
Mvh. Anne Gössler Christensen, organist
Kommentarer