3. Søndag efter Påske i ord og lyd

Ønsker du at høre hele gudstjenesten, tryk her: Gudstjeneste03052020.mp3

Præludium

Som forårssolen morgenrød

Velkommen

• Velkommen til 3. søndag efter Påske

-     Prædiken er skrevet og indtalt af Tine Krogh Hestbaek

• Konfirmanderne Daniel Bonnesen, Cecilia Emma Larsen, Anna Hommelgaard og Emilie Agergaard Althoff har skrevet og indtalt Bønnen, indlæst Trosbekendelse og Fadervor, samt valgt og introduceret salmerne
• Læsningerne er læst af Janne Nyvold, Bjørk Boysen Popp og Margrethe Popp Fredslund
• Ind- og udgangsbøn er skrevet og læst af Mathilde Bebe Clausen
• Kirkesanger er Maria Marstal
• Sømandspræst er Vicky Popp Fredslund
• Teksterne til dagen står bagerste i Salmebogen på side 1140

Indgangsbøn

Lad os bede sammen. Vi, som er samlet her i dag, er kommet for at høre dit ord, Herre Gud. Vi er kommet for at blive mindet om din altomfattende kærlighed og det fællesskab, du skaber for os. Herre, åben vore hjerter, Herre, åben vore øre og øjne så vi kan høre, se og forstå din herlighed, så vi kan fornemme din kraft, og forstå, at du altid vil lede os i livets labyrint. Det beder vi om. Amen

Salme

Vi skal nu synge nr. 749, I østen stiger solen op, fordi den sang min mormor altid for mig, da jeg var lille

Hilsen

Præst: Herren være med jer

Menighed: Og Herren være med dig

Bøn

Kære Gud vi beder om:

- at alle familie forbliver i sikkerhed

- at vi snart kan se vore venner igen

- at vi snart kan vende tilbage til det normale liv

- at Corona snart er forbi

- at ingen fra vore familier bliver syge

- at vi snart kan lave sport igen

- at der ikke er mere krig

- at Coronavirus snart forsvinder

- at alle syge mennesker får det godt

- at vi må se vores bedsteforældre snart igen

- at mange mennesker bliver helbredt fra Corona

- at der kommer nogle nye serier op på Netflix så vi kan se dem

Kære Gud vi takker for

- at vores familier er sunde

- at vi stadig kan tale med vores venner

- at vi har ting til at holde os travle

- at vore familier stadig er sunde

- at vores forældre stadig har et arbejde

- at vores mødre hele tiden laver mad til os

- at vi har nogle dejlige familier

- at vi er sunde

- at vi har noget mad

- at vores familie og venner er sunde

- at vi ikke er blevet deprimerede i coronatiden

- alle de læger og mange andre mennesker der stadig går på arbejde, så vi kan have det godt

 Det beder vi om og takker for i Jesu navn. Amen

Læsning

Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud. Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.« Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?« Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.« Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«

(2. Mosebog kap. 3 vers 1-7 og 10-14)

Trosbekendelse

Lad os sammen bekende vor Kristne tro, vor dåbs pagt:

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Amen

Salme

Vi skal nu synge nr. 743, Nu rinder solen op af østerlide, fordi jeg synes det er en rigtig sød og flot sang

Læsning

Præst: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Menigheden: Gud være lovet for sit glædelige budskab

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«

(Johannes Evangeliet kap. 14, vers 1-11)

Prædiken

Når man som lægkvinde får en udfordring at skrive en prædiken, så er det med at læse ekstra grundigt på teksterne for den pågældende søndag – i mindeligt håb om, at der er noget der kan give inspiration og mening. Og jeg må da sige, at jeg – ret tilfældigt og meget heldigt – ramte lige ned i nogle virkeligt centrale tekster. Den ene tekst indeholder denne sætning:

Jeg er vejen, sandheden og livet.

Ego sum via, veritas et vita – lektor Blomme ville kunne lære selv de dovneste elever den latinske sætning. Det er en sætning så klar, både i sprog og budskab.

Den må stå i talrige landsbykirker og katedraler rundt om i verden. Og er som forkortet motto – via veritas vita - også benyttet af flere institutioner og universiteter. Men budskabet – udtalt under den sidste nadver af Jesus til Thomas, da Thomas udtrykker tvivl om, hvorvidt disciplene kan finde vejen, hvor Jesus tager hen – er så fint og klart.

Jeg tænker, at de konfirmander, som for tiden går til præst, og som skulle have været konfirmeret ganske snart, har hørt denne sætning, og diskuteret den. Jeg husker den faktisk selv fra for mange mange år siden.

Sætningen indgyder tillid og tryghed. Noget mange af os måske søger særligt meget netop nu?

De fleste af os er SÅ trætte af Coronoa – trætte af at tale om det, trætte af at skrive om det, trætte af at høre om det, trætte af Corona-tal og statistikker, trætte af at have en mening om det (og måske især at andre har en mening om alt Corona-relateret), og trætte af at vi alle sammen pludselig er pandemi-eksperter hjemme fra lænestolen – men den er svært at komme uden om, pandemien. Det påvirker os på godt og ondt, og det påvirker os ALLE sammen. Samfund – nærmiljø, globalt. På den korte bane, og på den lange bane, som man siger på nydansk. Vi ved ikke helt endnu HVOR meget, men vi ved, det tager lang tid at komme tilbage til ’normal’ igen. Og når vi bliver udsat for så voldsom og pludselig en påvirkning af vores liv og tilværelse, og vi bliver påbudt at opholde os hjemme, og kun gå i butikker iklædt masker – ja, så kan vi simpelthen ikke ignorere det. Alle som jeg har talt med har deres egne oplevelser, men fælles for alle er, at det kan svinge kraftigt fra dag til dag. Den ene dag vågner man op med knude i maven og sortsyn, for den næste dag at være i stand til at ignorere stort set alt, hvad der har med Corona at gøre. Lige bortset fra det med masken. Og det at holde sig inde. Og ikke lige at besøge familien og vennerne eller selv få besøg. Eller lige at smutte ned på ens yndlings-italiener og nyde lidt IKKE-hjemmelavet mad… men på en god dag, så klarer man sig igennem uden at de sidste statistikker og overskrifter ramler ind i ens glæde over foråret.

Men kombinationen af at det er så voldsomt med en global pandemi, og at det på det personlige plan giver de fleste af os mere TID, gør at vi reflekterer meget i denne tid.

Mange får faktisk mere (kvalitets)tid med familien – selvom det også kan blive for meget af det gode. Men det, at der pludselig bliver skiftet gear for én, de velkendte strukturer gælder ikke længere, og man har ingen indflydelse på det – det kan være voldsomt for de fleste, men kærkomment for andre. Vi bliver tvunget ud af hamsterhjulet. Vi er jo vant til at kontrollere og styre det meste i vores hverdag, og pludselig er der eksterne faktorer der spiller os et puds. Og en af tingene vi får er TID. En af de mest værdifulde ’mangelvarer’ i vores ellers travle hverdag. Hvad bruger vi pludselig tiden til? For der er ikke helt frit valg på alle hylder, hvordan vi bruger den, tiden, vi kan ikke rejse på ferie, eller på besøg - vi må ikke mødes på kryds og tværs og besøge familie og venner og naboer som vi normalt har for lidt tid til i hverdagen. Vi har bare at blive hjemme – og bruge tiden dér! Pludselig har vi voldsomt meget Samvær med dem som vi deler husholdning med – og nogle gange med naboer også (her i huset har vi skabt et micro-cosmos med overboerne)

Men ja, vi har tid. Tid til at tænke. Til at reflektere. Søger vi mere trøst? Tryghed? Eller tillid? Nærhed? Eller bare ’noget’? Der er så mange spørgsmål, og der er jo ikke noget endegyldigt facit.

De – i hvert fald i Hamburg – fantastiske uger med sol og forår, som vi har haft stort set siden Corona’ens indtog, har været som skabt til dybe tanker og refleksion, irørt solskin, kirsebærtræer i blomst og en snert af optimisme. Dag efter dag med knaldblå himmel med et minimum af flystriber.

Mange af spørgsmålene er helt fundamentale – når man som samfund er under pres, og vores liv og samfundsorden er gået i udu, og for mange af os er det for første gang i vores liv, vi oplever noget så voldsomt (hvor det altså er samfundet og ikke os selv, der er ramlet) – så spørger vi os selv hvad sker der? For os selv, for verden? Hvad er meningen? ER der en mening? Hvornår bliver det normal hverdag igen? BLIVER det ’normalt’? Hvad vil jeg gerne lave anderledes i den ’nye’ verdensorden efter Corona? Og hvad er de gode ting, vi kan tage med os? – for der ER jo ikke noget der er så skidt osv.

Vi (vores generation og på disse breddegrader) har ikke oplevet krig eller pandemier eller andre (naturlige eller menneskeskabte) katastrofer før. Men tidligere generationer har - så det er ikke nye  spørgsmål, de er bare pludseligt aktuelle for OS. Det er simpelthen noget menneskeheden har oplevet før, og vores forgængere har haft samme udfordringer, og gjort sig de samme overvejelser. Så ja, der er nogle fundamentale og eksistentielle spørgsmål. Men altså ikke nogen facitliste.

Der vil uvægerligt være et Før og Efter. Men bestemt også et ’Under’. Især børnene og de unge er ramt af at være lukket inde derhjemme. Det vil måske fremover blive husket som det Forsømte eller endda det Fordømte Forår.

De stakkels børn som bare keder sig og ikke kan få løbet krudtet af sig, som ikke får det naturlige og nødvendige samvær med kammeraterne, men derimod måske pludselig får tilladt noget mere iPad-tid end de normalt ville få. Vi ser det hos vores søde overboer – vi er pludselig blevet hinandens livliner, og jeg NYDER at have næsten daglig omgang med en 6-årig og en 8-årig. Og vi gør det vi kan for at underholde og stimulere dem (med tema-middage, skattejagter og andre lege), men vi voksne kan jo på ingen måde erstatte samværet med andre børn.

For de unge er det næsten ubærligt. Ikke bare at være hjemme hos familien – ofte er forældrene i forvejen ret uncool og pinlige, men nu kan man ikke engang hænge ud med sit eget slæng. Lige den alder hvor vennerne betyder det hele, hvor man netop prøver at kappe navlestrengen til mor og far og søger ny identitet udenfor sin lille kernefamilie - og hvor alle følelser og oplevelser er så intense og voldsomme. Alle de spildte fredag og lørdag aftener, hvor man skulle have været sammen med vennerne, og måske endda være heldig nok til at holde lidt i hånd, eller kysse lidt.

Men der er lys forude – vi åbner langsomt op, så mon ikke at der snart bliver leget igen på legepladserne, og kysset lidt i krogene. Åh, det håber jeg.

Men jeg håber, at ’de unge’ inklusiv de unge konfirmander – trods alt kan tage nogle gode ting med sig fra krisen, som de om mange år kan fortælle deres børn og børnebørn.

• at de får lidt ballast med sig og lærer at vi kan komme igennem kriser, hvor vi mister kontrol, struktur og tempo.
• Det er slet ikke så tosset at have TID til at tænke, reflektere og bare VÆRE.
• og jeg håber, at den tid, de har haft med familien har været god og bragt nærhed.

En teolog ville nok netop her komme tilbage til udsagnet om at finde vejen, sandheden og livet. Det håber jeg at alle de unge gør, hver på deres egen fine måde.

Rigtig go’ søndag derude.

AMEN

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver en sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Gud kærlighed, og Helligåndens fællesskab, være med os alle.

Salme

vi skal nu synge salme nr. 104, Et barn er født i Betlehem, selvom dette er meget kendt julesalme, men det er en af de eneste salmer, jeg kender, og når jeg hører den, minder det mig om min familie alle samlet til jul

Fadervor

Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

Velsignelse

Præst: Herren velsigne dig og bevare dig

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred

Menighed: Amen Amen Amen

Salme

Vi skal nu synge nr. 121, Dejlig er jorden, fordi jeg synes sangen er så smuk og dejlig

Udgangsbøn

Lad os bede sammen. Vi takker for det hjerteåbne sind, vi går herfra med

Hjælp os nu, så vi husker de ord som du har fortalt os, Gud. Hjælp os nu, så vi kan bære dit lys med ud, det lys du har vist os, og fyldt vore sjæle med. Hjælp os, så vi bevarer dit fællesskab og husker, at dér kan vi altid finde hjælp og tryghed. Lær os at leve i nuet på vores livsvandring, og hold hånden over os, når vi farer vild. Vi takker for den fred vore hjerter nu opløftes af, og vi takker for at vi nu mærker dit nærvær.

AMEN

Postludium

Frydelig med Jubelkor