Når grænserne er lukket, må man have et åbent sind

– af Ulrich Johannes Völker, kirkesanger ved Sømandskirken 2018-2019

https://www.facebook.com/dansk... 

Fredag d. 13. marts skulle en stor drøm gå i opfyldelse for mig. Jeg havde meldt mig til et kor, der skulle opføre Franz Liszts fantastiske Faust-symfoni sammen med Hamborgs fine Philharmonisches Staatsorchester. Det betød to prøver og to koncerter i Elbphilharmoniens store sal. Allerede tirsdagen kunne man fornemme at også Hamborg snart ville forbyde alle større arrangementer. Jeg håbede til allersidste sekund, men forgæves. Alt blev aflyst, og jeg må vente til min næste chance at gå backstage og stå på scenen i Tysklands og måske verdens mest fornemme koncertsal. Snart stod det klart at også et andet projekt ikke ville blive til noget. Jeg synger i kantoriet ved St. Katharinen, hvor vi skulle have opført et af kirkemusikhistoriens mest indviklede korværker, Ernst Peppings „Passionsbericht des Matthäus“, som Pepping skrev under indtryk af anden verdenskrigs rædsler i 1950. Korsang har været en vigtig del af mit liv siden jeg var helt ung, og jeg savner den dybt i disse uger. Jeg vil gerne medgive jer to korte uddrag af de to vidunderlige og helt forskellige værker: https://www.youtube.com/watch?v=exuGJ618Ma4 og https://www.youtube.com/watch?v=TidqVQZ4Io8. 

Nu hvor alt var lukket ned i Hamborg, ville der have været én naturlig ting for mig at gøre: at tage hjem til mine forældre, der bor på landet og i øvrigt lige ved havet. Desværre bor de i Danmark, og som tysk statsborger er jeg underlagt indrejseforbuddet. Jeg er så heldig at være opvokset med åbne grænser mellem de to lande, som jeg har passeret utallige gange i mit liv. Jeg har altid været dybt forarget over den meningsløse, symbolpolitiske grænsekontrol, som blev oprettet for nogle år siden. Det nuværende indrejseforbuds virkning er heller ikke ukontrovers, og jeg glæder mig meget til dagen hvor det er overstået.

Nu var der kun én ting at bruge tiden på udenfor min lejligheds vægge: at gå ture. Heldigvis er Hamborg, især dens nordøstlige del hvor jeg bor for tiden, velsignet med noget af den smukkeste natur i hele Nordtyskland. Jeg kan især anbefale Duvenstedter Brook og Ahrensburger Tunneltal, to områder med et næsten uvirkeligt moselandskab. Gåturene er også den eneste mulighed for at være sammen med min moster, der er pensionist, bor alene i et stort hus og glæder sig rigtig meget over selskab.

Efter fem ugers lockdown lægger jeg næsten ikke mærke til de sære omstændigheder længere. Min hverdag er næsten den samme som den ville være uden dem. Jeg skal nemlig læse til en stor mundtlig eksamen i maj, og forberedelsekurserne til det er allerede begyndt igen med adskillige sikkerhedsforanstaltninger. Jeg har brug for et lokale til forberedelse, og nu hvor alle biblioteker har været lukket, er jeg meget taknemmelig over at jeg må bruge Sømandskirkens lille bibliotek. Der fandt jeg i øvrigt en engelsk bog ved navn „The Handmaid’s Tale“. Den omhandler en dyster fremtid i det forhenværende USA, som er blevet omdannet til et frygteligt diktatur baseret på en meget arkaisk fortolkelse af kristendommen. Den er for nyligt blevet filmatiseret som tv-serie, og den kan varmt anbefales!

Min familie har været tilknyttet Sømandskirken i flere årtier. Min morfar var medlem af kirkens menighedsråd, og min mor var organist i kirken som ung pige fra 1977-1982. Hun er nu organist i Danmark på Mols og Helgenæs og har besøgt Sømandskirken flere gange med sit pigekor og kantori. I august sidste år, mens jeg boede i kirken, sang vi til gudstjeneste med hele familien. Det kan i se et lille uddrag af nedenunder.

På glædeligt gensyn i Sømandskirken

Ulrich

***