Unverfügbarkeit
- af Hanne Sander, præstevikar i Sømandskirken vinteren 2019-2020

Det seneste halve års tid har jeg arbejdet med en oversættelse af den tyske sociolog, Hartmut Rosas bog: ”Unverfügbarkeit”. Rosa hævder som udgangspunkt, at det moderne samfund er kendetegnet ved at vi vil kontrollere alting fra fødsel til død og helst vil have alting til vores rådighed. Vores samfund er også karakteriseret ved, at netop fordi vi vil så meget og også et langt stykke hen ad vejen har mulighed for det, er tempoet skruet i vejret, og der bliver hele tiden stillet krav om større acceleration.

I denne stræben efter kontrol og hurtighed bliver omverdenen let opfattet som et aggressionspunkt, der skal overvindes, og hvis det ikke lykkes, kan det føre til både frustration og vrede og til afmægtige aggressive politiske holdninger.

Samtidig med denne stræben mener Rosa, at vi mere og mere mister sansen for det vigtigste i tilværelsen, nemlig mødet med det ukontrollerbare, hvor det drejer sig om åbenhed og om en frugtbar lyttende position, der er en forudsætning for Rosas kernebegreb, resonans. Resonans er for Rosa de øjeblikke, hvor vi indlader os med det fremmede, det uforudsigelige og oplever, at vi kan påvirke hinanden og at vi kan forandres.

Knap havde jeg afleveret den færdige oversættelse, før samfundet blev sat i stå på grund af coronakrisen, og alting fik et helt forandret perspektiv, for nu stod vi pludselig overfor noget som viste sig at være skræmmende ukontrollerbart.

Der er allerede sagt og skrevet meget i ugerne, der gået siden den 11.marts da Danmark blev lukket, og vores rådvildhed og magtesløshed overfor det ukontrollerbare er blevet udstillet på en meget tydelig måde, og jeg vil afholde mig fra at mene særlig meget om situationen. Men den tanke strejfer naturligvis også mig, at vi måske nu på den hårde måde ser bagsiden af det moderne samfund, at vores grådighed og grænseløse stræben efter at kunne kontrollere og til at presse kloden ud over bæreevne, har en høj pris.

Det var den ”alvorlige del”, og på baggrund af den glæder jeg mig over, at jeg fik lov til at vikariere som præst hos jer i perioden december 2019-februar 2020 inden grænserne blev lukket. Jeg tænker meget gerne tilbage på julekoncerterne, søndagsgudstjenesterne, konfirmandundervisningen, og på de mange ”sidegevinster” ved opholdet i Hamborg.

Jeg ønsker alle i og omkring Benediktekirken alt godt.