Langfredag 2020 i ord og lyd
- ved sanger Maria Marstal og sømandspræst Vicky Popp Fredslund

 Hør Gudstjenesten ved at klikke her: Gudstjeneste10042020.mp3

Velkommen

Salme
#193: O, hoved højt forhånet

Hilsen
Præst: Herren være med jer
Menighed: Og Herren være med dig

Bøn
Præst: Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen! Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre? Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig. Jeg håber på Herren, min sjæl håber; jeg venter på hans ord, min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen, end vægterne på morgen.
Menighed: Amen

Læsning
Præst: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Menigheden: Gud være lovet for sit glædelige budskab
Præst: Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom?  Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.«  Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.

Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,  fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.  Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.«  Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem.  Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

Trosbekendelse
Præst og menighed: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen. Amen. Amen.

Salme
# 187: Rettens spir det alt er brækket

Prædiken Efter en lang arbejdsuge sagde min mand i går, at det var meget mærkeligt at gå på arbejde for tiden, for der herskede en vis form for dommedagsstemning derude på arbejdspladsen. De folk der var tilbage sad med mange meters afstand, the-køkkenet var helt lukket, så enhver sad med deres egen lille madpakke og termokande på hver deres eget lille skrivebord. Telefonsamtalerne og de samtaler som kunne foregå på meters afstand handlede alle om kommende – ikke blot forventede med sikre - nedskæringer, fyringer, lukninger. Der herskede ikke længere en usikkerhed om hvad fremtiden ville bringe – nej fremtiden begyndte at tegne sig ganske tydeligt og klart.

Herinde i midtbyen, sagde han, var vi så heldige at have en anden stemning. Når han kørte afsted om morgenen og kom hjem om aftenen, så han folk i Michel-parken og på gader og stræder. Ikke mange, men der var nogen. Han så børn løbe og lege og par gå hånd i hånd. Herinde var der tilsyneladende stadig en optimisme og positivisme.

Tilsyneladende, ja, kunne vi, der går tur for at få motion, frisk luft og afveksling hver dag, berette. Tilsyneladende. For går man selv rundt i fx Michel-parken, ved Alster, på Gross Neumarkt, i Sternschanze, langs Landungsbrücke – alle de steder der plejer at emme af liv og travlhed, så er der en del mennesker, ja, men der er tavst. Ingen taler højt – det er højst børnenes grin, snak og udråb der høres. Folk går i de tilladte to-somme grupper og taler sagte sammen. Går man forbi nogen er det med stor afstand og man kigger væk: det kunne jo være at vedkommende var rask smittebærer og et ’Gutentag’ kunne derfor medføre små vanddråber der igen kunne medføre smitte. Flere og flere har mundbind på.

Det er som om man frygter en fjende. Som man hører det i beretninger fra besættelsen eller østtyskland eller andre diktaturer: enhver kunne være spion eller stikker, så det var bare med at være så stille som mulig, sige så lidt som mulig og ikke få øjenkontakt med fremmede. En dyne af frygt, flovhed og sørgmodighed ligger som en dæmper over alle handlinger, samtaler og bevægelser.

Frygt for at smitte eller selv blive smittet. Frygt for fremtiden, økonomien, livet, børnene.
Flovhed over at vi troede at vi mennesker havde kontrol og så viser det sig at vi er komplet magtesløse, når alt kommer til alt og at en lille bitte virus har den fuldstændige magt over os
Sorg over at intet nu bliver som vi havde forventet og håbet.

Tankerne går til fremtiden. Ikke så meget om, hvornår vi må gå på museum, på restaurant, til koncert, i svømmehallen, på café osv. Mere hvornår vi tør gøre det igen. Én ting er de politisk fastsatte særlove, en anden ting er vores egne personlige restriktioner.

Og så under det hele er der en spirende snerrende uro. En snert af oprør: hvad er det for et liv vi prøver at beskytte? Et liv der for to måneder siden var fyldt med glæder og sorger, fremtidsdrømme og bekymringer, kærlighed og hjertekvaler. Hele paletten. Nu er det liv, som vi beskytter, et liv på stand-by. Er det dét, vi vil?

En lurende afgrundsromatisk truer med at vælte hele korthuset: vi orker ikke mere. Journalister, medmennesker, ja og vi præster snakker ikke om andet. Corona. Corona. Corona. Lad os bryde ud af skallen, rive forhænget i stykker og springe ud i livet, koste hvad det koste vil. Ud og leve livet. Lev stærkt og dø ung.      

***

Det er Langfredag i dag. Jesus føres under spot og hån til Golgata, hvor han hænges op på korset som en gemen tyveknægt. ”Hvis du er Guds søn, så frels dig selv.” Skadefro latter lyder blandt folkene. ”Og du som troede, du var noget, ha, se på dig nu. Hvem griner nu? Den, der ler sidst ler bedst. Og ler du nu? Nej, du råber dine angstskrig ud mod en himmel og en Gud som øjensynlig ikke har tænkt sig og hjælpe dig: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’ Ha. Taber.”

Jeg tænker at de, der havde fulgt Jesus, de, der havde troet på ham, sad med en lignende fornemmelse – en blanding af frygt, flovhed og sorg.

Frygt for at give sig til kende som følger af en lovbryder – schh! se ikke nogen i øjnene, tal ikke for højt, bliv ikke set for meget med for mange
Flovhed over at have troet på Jesus som en frelser og befrier – pinligt! Her troede vi at Han var Guds søn – at nu ville hele verden forandres, at magtbalancen ville forskydes. Og så så viser det sig at vi er fuldstændig magtesløse, når alt kommer til alt og en lille herskende elite bestemmer alt.
Sorg over at vores fremtidsdrømme forsvandt som dug for solen og at troen, håbet og kærligheden hænger spiddet og hånet på et kors bland røvere og forbrydere.

Afgrundsromatik? Måske har de tænkt: pyt med det! Lad os bare blive én af de andre. Lad os rage til os på lovlig og ulovlig vis. Lad os leve uden tanke på morgendagen eller næsten. Lev stærkt, dø ung.

***  

Langfredag for 2000 år siden. Langfredag i dag. Dengang vidste de ikke hvad deres næste dage ville bringe med sig af liv, af opstandelse, af glæde, af kærlighed. Vi ved det heller ikke. Alt vi kan er at tro og bede. Som Maria vil synge om lidt:

I pray you'll be our eyes
and watch us where we go
and help us to be wise
in times when we don't know
Let this be our prayer
when we lose our way

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver en sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Gud kærlighed, og Helligåndens fællesskab, være med os alle.

Motet
The Prayer af Celine Dion

Fadervor
Præst og Menighed: Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

Velsignelse
Præst: Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred
Menighed: Amen Amen Amen

Salme
#192: Hil dig, Frelser og Forsoner

***