I lørdags huskede vi – måske – på to danske begivenheder: Valdemarsdag; 800 år efter at Dannebrog efter sigende faldt ned fra himlen – og Genforeningsdagen; 99 år siden Sønderjylland officielt blev genforenet med ’Det gamle Land’. 

Det med at huske på noget, der er sket, fortæller os noget om fortiden. Men så heller ikke meget mere. Hjerneforskere ved stadig ikke helt hvordan vi husker – men vi ved alle at det både kan være en velsignelse og en forbandelse. Minder, som vi varmes ved og som får smilet frem på vore læber – minder, som vi smertes ved og som får tårer frem i vores øjne. 

Sidste søndag holdt vi konfirmation her i kirken. 12 unge mennesker, der alle kom her til kirken for at blive bekræftet i at Gud stadig står ved det, som han lovede den dag de blev døbt, nemlig at de var og er og forbliver Guds elskede børn. Disse unge mennesker kan næppe huske deres dåb, men det kan deres forældre, som nok skal sørge for at genfortælle hvad der skete på den dag for 12-14 år siden. 

Der er en forskel på disse to slag minder, hukommelse. 

Den første slags, minderne om noget, der skete engang, men ikke umiddelbart har nogen betydning for fremtiden – som Dannebrog der faldt fra himlen og Slesvig som blev genforenet med Danmark. Jo vist, så betyder begge begivenheder noget for vi danskeres og Danmarks selvforståelse, men som mange andre historiske begivenheder, forsvinde de ofte med tiden og generationerne: spørg fx en konfirmand om hvad der skete på Valdemarsdag eller hvad Sønderjyllands genforening var – jeg tipper på at kun meget få kan give dig et tilfredsstillende svar. Så hukommelse er blot at gå tilbage til det skete. 

Den anden slags, det vi med et gammelt ord kalder ihukommelse, at minde på, ikke for fortidens skyld med for fremtidens skyld. Det er at fortælle om det man har set, OG at etablere, måske genetablere, forventninger og håb. Det er at holde hinanden fast på det, der er sket. Det er denne sidste form for hukommelse, der er på spil i konfirmationen. De unge mennesker bliver konfirmeret, de bliver mindet på det, der skete i dåben. Fadderne fra dengang, forældrene, gudmoren fra dengang er tilstede som vidner på det de så og det de hørte. De har nu til opgave, sammen med præst og menighed, at fortælle de unge mennesker om det, der skete ved dåben. Hvorfor? For at give det unge menneske håb for fremtiden, binde det ind i en sammenhæng, ind i Guds virkelighed. Faddere, vidner, skal kunne træde til, når barnet/det unge menneske fordømmer sig selv eller når andre gør det. Jeg dur ikke til noget. Du dur ikke til noget. Eller når livet tager al tro og tillid fra barnet/den unge/én selv. Da skal vidnerne kunne træde til og sige: det er ikke rigtig, for vi så noget andet. Vi hørte noget andet. Vi hørte, at du er et unikt, altid elsket Guds barn. Det er det vidner, faddere, skal være til for hos dåbsbarnet – hos os alle. 

Er der en mening med livet? Jeg købte forleden da jeg var i Danmark et dansk dameblad, hvori der var en artikel med Lone Frank - en meget dygtig naturvidenskaber og naturvidenskab formidler. Hun svarede på spørgsmålet om hvorvidt der var en mening med livet: ’Nej. Vi er opstået tilfældigt, alt er tilfældigt. Vi er løsrevet fra al kontekst.’ 

Jeg kunne ikke være mere uenig. 

Vi er vores kontekst. Vi er vores sammenhænge. Vi er vores relationer. Vi er vores historie. Nok ændrer vi os aldrig – prøv blot at gå til et jubilæum i din gamle skoleklasse: her ser man straks at intet har ændret sig – jovist, hårene er blevet mere grå, huden mere rynket, men i bund og grund kan du sagtens genkende dine klassekammerater fra så mange år tilbage, for holdningerne, tankerne, sindet, væremåden lige sig selv næsten på en prik. Så vi ændrer os aldrig – OG samtidig bliver vi hver dag født på ny. Hver dag får vi en ny chance. Det er her håbet for fremtiden kommer ind. Vi kan stadig gøre noget, for vi har fået et håb om en fremtid, ikke kun en gentagelse af vores fortid. Som træer, nok med rødder forankret dybt i den jord vi er plantet i men stadig også med grenene strakt mod himlen. 

Nikodemus vidner ikke, han ender tavs. Han forstår det ikke, det med at blive født på ny. At være den samme og alligevel hver dag blive født på ny – selv som voksen. Hans jordiske, videnskabelige tilgang til verden står i vejen for ham. Han ender med kun at huske det, der er sket ikke ihukomme det, fortælle det videre. 

Nu ville jeg aldrig gå så langt som til at sammenligne Lone Frank med Nikodemus – jeg finder at Lone Frank er en helt fantastisk videnskabsformidler, som er usædvanlig dygtig til hendes arbejde. Et arbejde som er nødvendigt og meget vigtigt. Men det lille fællestræk der er alligevel er (hvis altså ord, læst i et dameblad kan stå til troende), er at hun alene ser denne verden, alene ser en verden hvor meningen er skiftet ud med videnskabelige fakta. Hun ser ikke, som heller ikke Nikodemus gør det, meningen som det grundlæggende drive i vores liv. De ser ikke meningen med det, der er sket, meningen med at det skete. Ikke at det nødvendigvis skete af en grund, for det ville jo være skæbne – men at det, der skete, kan give mening og dermed håb for, forventning om, liv til fremtiden. 

Ingen mening med livet betyder det samme som blot at huske. Huske på det, der var og så hvile i det. Ingen mening med livet vil være det samme som at sige at historien gentager sig – intet nyt kan ske. 

En mening med livet betyder det samme som at ihukomme, erindre, minde på. Minde sig selv, minde andre på det, der er sket i fortiden, fortælle om det, for at give en fremtid. En mening med livet vil være det samme som at sige at historien aldrig gentager sig – at der er håb for verden – alt kan ske.

***