Der er flere strømninger i vores tid, der fortæller os, at vi skal tømme sjæl og hoved for tanker. Ja, det er egentlig ikke bare i vores tid, der er gamle strømninger, der også siger sådan, som fx Buddhisme og dens lære om Nirvana: intethedens lyksalighed. Men i vores tid er der måske mere lydhørhed for disse mindfulness strømninger – og med rette. For i en stresset hverdag, hvor hjernen konstant er på overarbejde, er det utroligt vigtigt og sundt med jævne mellemrum at lægge arbejdet – og ikke mindst smartphon’en – væk og bare kigge ud ad vinduet, falde i staver og lade tankerne flyve hvorhen de, og hjernen, vil det.

Men når det er sagt, så er det selvfølgelig rigtigt at med tomhed og intethed kan hjernen restituere, hvilket er yderst vigtigt, men når dét så er på plads, så er det tid til at fylde på igen. Med intethed og tomhed opnår vi restituering, men derudover når vi ingen vegne.

Kristendommen står i modsætning til Buddhisme på det punkt: hvor buddhismen ser Nirvana, som det vi bør stræbe efter, så ser kristendommen fylde, som det efterstræbelsesværdige. Og ikke nok med indre fylde, også det ydre skal følge med. Kristendommen er helt på linje med den 2000 år gamle leveregel, som også både højskole og gymnastikbevægelsen i Danmark bygger på: En Sund sjæl i et sundt legeme.

Et sundt legeme ved vi alle hvad er – efter i årevis at have fået læst og påskrevet gode råd om kost og motion – men hvad præcis gør vores sjæl sundt? Hvad skal vi fylde os med, for at få en sund sjæl? Spørgsmålet er selvfølgelig hvilket fyld vi så hælder ind i det sunde legeme; hvilken ånd vi fylder i legemet. 

Den gode ånd. Vi skal fylde os med den gode ånd. Kristendommen vil kalde det den hellige ånd - Helligånden.

I søndags sang vi sammen med konfirmanderne den relativt nye efterskolesang: Giv os lyset tilbage, hvori der er rigtig mange gode forslag til, hvad den gode ånd er: lys, glæde, tolerance. Men også at danse, elske, dele, slås. Og det er rigtig godt set af sangens forfatter, for det der karakteriserer at danse, elske, dele og slås er, at ingen af tingene kan man gøre alene. Der skal mindst to til. Altså leve og agere i fællesskabet.

Og her kommer så Helligånden igen ind. For Helligånden, den gode ånd har i sig selv ikke nogen krop. Den har kun vores. Din og min. Uden os kan den ikke agere i verden. Som en anden nyere salme siger det: Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig han sender.

Da Jesus var 12, da Mozart var 6, da Greta Tunberg var 14. Uden sammenligning ellers – men de var hurtigt ude og i gang men noget vigtigt. Pyt med om det er de gamle, der har gjort det galt eller de unge, der er dovne – der skal bare handles. Kroppen skal bruges til andet end at sættes på Instagram. Vi skal i gang, ud og agere. Handle. Gøre noget. Lade os fylde og fylde i verden. Vi finder hverken svar eller sjælefred i vores navler. Vi skal vågne op nu og ud fra vores Mads Skjern-agtige tilstand: Det gå jo godt.