De fleste danskere har hørt – eller hørt genfortalt – interviewet med Githa Nørby. En ung dygtig og lovende journalist vil interviewe Githa Nørby og en del af tiden – i hvert fald ifølge det råmateriale der nu er tilgængeligt – så går det faktisk meget godt. Men så sker det at journalisten kommer med en handling, kommentar, spørgsmål som åbenbart får Githa Nørby til at sige sin uforbeholdne – og lidet kønne – mening om journalisten. Journalisten lytter efter Githa Nørby, prøver, mislykkes, det hele bliver værre, Githa Nørby siger til sidst ’nej - gå’ og journalisten føjer hende og går.

Uden sammenligning ellers: I søndagens evangelietekst om den kanaanæiske kvinde, der kommer til Vor Herre og beder, ja tigger ham om at hjælpe hendes syge datter siger Vor Herre nej. Nej, jeg vil ikke hjælpe din datter eller dig, for du er ikke én af dem, som jeg er sendt for at hjælpe. Kvinden lytter efter Vor Herre, følger efter dem, modargumenterer, holder fast, til sidst siger Vor Herre ’nej - gå’ men kvinden føjer ham ikke og går ikke.

Hvad er forskellen? Journalisten giver op efter at have fået nej, kvinden giver ikke op efter at have fået nej. Journalisten ender med et nej, kvinden ender med et ja.

Så Githa Nørby er altså stålfast i sine beslutninger, én man hvis ord man kan stole på altid står fast, mens Gud er vægelsindet og påvirkelig, én hvis ord man aldrig helt kan stole på, fordi det kan ændres? ?

Nej. Altså, det kan godt være at Githa Nørby er stålfast i sine beslutninger, men Gud er ikke vægelsindet i sine. Det der sker er, at Gud både er ja og nej. Hans beslutninger, hans ord er også stålfaste. Pointen er, at i Guds nej, skal vi høre hans ja. Og for at høre hans ja i hans nej, så skal vi holde fast og ikke gå efter at vi har hørt hans nej.

Men hvorfor skal vi plage og kæmpe for at få et ja? Er det en moderne form for skærsild? Nej, for skærsilden er noget vi skal igennem for at komme ud på den anden side. Og det er der ikke tale om her. Her er der tale om, at der er noget vi skal erkende og så lærer at leve med og i den erkendelse. Og når vi har lært det, så kan vi høre og forstå det ja, der hele tiden har ligget i nej’et, men som vi ikke før kunne høre.

Som eksempel: vi kender alle til sorg. Vi har alle mistet. Sorg er ikke noget man kommer igennem, det er noget man lærer at leve med og i. Tab er noget man erkender og lærer at leve med. Og i den erkendelse, erkendelsen af, at det eller den man har mistet, ikke er her mere, i den erkendelse, først dér, spirer det nye liv.

Erkendelsen som vi finder i Guds nej, før vi kan høre det immanente ja, er at vi i bund og grund er syndere og faktisk ikke fortjener tilgivelse, men får den alligevel som resultat af Guds nåde. Dette fører til erkendelsen af, at vi intet kan tage for givet, nøgen kom vi til verden, nøgen skal vi herfra, intet andet kan vi tage for givet, alt andet er os givet og skal vi modtage i taknemmelighed. Og erkendelsen går videre helt ned på hverdagsplan: et undskyld kan kun blive imødekommet, hvis det er oprigtigt, vi skal lære noget at vores fejl.

Men er det overhovedet muligt? Kan vi erkende hvem vi i virkeligheden er? Er afskrælning af alle lag muligt eller er verden blevet for kompliceret og multifacetteret med fake news, trolde på nettet, nudging, phishing? Kan vi stadig, som Kierkegaard skrev det for snart 200 år siden, vælge os selv og løsne os fra arv, miljø, samfund, opdragelse osv.? Kan vi stadig erkende os selv, som vi er?

Ja. Hvis bare vi ikke tror, at vi ikke kun er én ting. Vi er alting. Ikke kun én ting. Der er ikke nogen, der er ærlige og nogen, der er uærlige. Der er ikke nogen, der er syndere og nogen, der ikke er syndere. Vi er alle sammen syndere og fortabte OG vi er alle sammen retfærdige og frelste. At dele op er sekterisk og umodent. Vi er både og – og dét er også en del af erkendelsen om os selv.

Nu kender jeg ikke Githa Nørbys bevæggrunde for at trække den unge lovende journalist gennem afvisninger og afslutte med et stort nej, men jeg tror på, at når Gud giver os et nej, så ligger ja’et der allerede og alt vi skal, det er vedholdende at tro og erkende hvad og hvem vi er. Og lære af det. Tage det til os.