Vi har fastelavn på søndag, og hvad er da mere nærliggende end at overveje, hvad det betyder at bære en maske?

Karen Blixen var én af Danmarks største Storytellers. Hun var excellent ud i kunsten at fortælle. Fortælle om fortid, nutid og fremtid. Mennesket har altid fortalt historier om netop fortid, nutid og fremtid. For ligesom at få det hele til at hænge sammen. Hvor kommer vi fra, hvorfor sker de ting som sker, hvad vil der ske i morgen. Vi fortæller, derfor er vi.

Vi er vores fortællinger. Vi er dem, som vi og andre fortæller, at vi er. Karen Blixen skriver i Syv fantastiske Fortællinger: "Ikke på dit ansigt, men på din maske skal jeg kende dig". Hvorfor? Fordi vi igennem vores valg af maske, vores valg af fortællinger, viser hvem vi er. Hvad vil du fortælle om dig selv? Hvilken fortælling om dig, synes du andre skal høre? Dét valg siger en hel masse om os selv. Både selve historien og også valget af historie.

Vi er vores fortællinger. De udgør vores identitet. Vores navn er overskrift over alle fortællingerne om os selv, lige fra dem vi selv fortæller, til dem der fortælles om os igennem kultur, slægt, familie, venner, arbejde. Vi skal fortælle vores historier, vores historie skal fortælles og vi skal kende vores historie – ”Wer nicht von dreitausend Jahren sich weiss Rechenschaft zu geben bleib im Dunkeln unerfahren. Mag von Tag zu Tage leben“, for at citere Goethe.

Jo ældre vi bliver, des mere begynder vi selv at tage hånd i hanke med vores fortællinger - begynder at fortælle os selv. Enten i tråd med andres og historiens fortællinger om os eller i modsætning til dem. Og derfor, fordi vi kan genfortælle historien med vores egne ord og vores eget perspektiv, så er det netop aldrig for sent at få en lykkelig barndom.

Men da de fleste sagtens kan fortæller flere historier om sig selv – og flere historier sagtens kan blive fortalt om én, ender det så ikke op i postmoderne identitetsdannelse, hvor vi alle kan bestemme hvem vi vil være, hvornår vi vil være det og hvor tit vi vil ændre identitet? Ender det så ikke op, hvor der ingen autenticitet er, hvor ’anything goes’?

Vi kan skabe en grundfortælling ude fra os selv, vores kultur, samfund, historie eller andet. Problemet er bare at en sådan grundfortælling kan vakle, hvis der pludselig sker radikale ændringer i vores kultur og samfund, eller nye ikke så fine oplysninger kommer frem om vores historie eller slægt.

Gud har en grundfortælling om os: vi er – hver og én – Guds elskede børn. Guds elskede børn, der én gang for alle er blevet tilgivet alle de svigt vi gør i vores hverdag. Det er Guds grundfortælling.

Vi kan selv vælge. Vi behøver ikke at tro på Guds grundfortælling. Det er her troen kommer ind i billedet. For Gud tvinger ingen. Vi kan vælge at tro på Guds grundfortælling. Bygge vores egne fortællinger på Guds grundfortælling. Gør vi det, så trækkes der ikke en helt ny historie ned over vores fortællinger, i stedet så kommer alle vores allerede eksisterende og fremtidige fortællinger til at stå i et andet lys: lyset fra troen på at vi er gode nok, som vi er. Præcis som vi er. At vi er unikke og at ingenting ville være det samme uden os – på godt og ondt. Det giver en ro og en ærlighed. Vi kan fortælle vores fortællinger med en ærlighed, uden at skjule og lave om hele tiden, fordi vi i bund og grund ved hvem vi er.