Om tillid og mistillid til demokratiet

Om tillid og mistillid til demokratiet


# Sarina Bastrup
Publish date Udgivet af Hamborg Dankirke.de, lørdag d. 25. april 2020, kl. 05:32
Om tillid og mistillid til demokratiet

Om tillid og mistillid til demokratiet

- af Sarina Bastrup, beboer i Sømandskirken 2017-2018

 

Jeg bor til dagligt i London og læser politisk historie. Hele min hverdag handler om styreformer, regenter og regeringer – oftest analyseret i sammenhæng med en krise. Alligevel har coronakrisen givet mig et helt nyt syn på demokratiet.

 

De første mange måneder af mit 2020 blev tilbragt i en folkemasse: i undergrunden, på universitetet, i byen og alle andre steder jeg bevægede mig. Alligevel var der ikke noget som sagde mig, at jeg skulle være urolig. De første smittetilfælde blev konstateret i England allerede i slutningen af januar, men det var oppe nord på, langt væk fra mig. I februar steg tallene langsomt, men stabilt, og det virkede til, at alle som blev syge, var blevet det i udlandet. Selv da det begyndte at røre på sig i Danmark, var det officielle smittetal i England, 6 uger efter det første tilfælde, stadigvæk kun omkring 500. Jeg købte en håndsprit, men ellers var alt business as usual.

 

Den 12. marts gik Boris Johnson på tv og sagde at der var mellem 5.000-10.000 smittede i UK. At de gik efter ”herd immunity” (flok immunitet) i England. At mange ville miste livet – ordret: “many more families are going to lose loved ones before their time”. Mere eller mindre, at han havde taget et aktivt valg om at lade en ellers dødelig virus, florere rundt mellem ca. 67 millioner mennesker – uden at advare, informere eller spørge de mennesker den ville påvirke.

 

En del af min tillid til det repræsentative demokrati knækkede der. Jeg følte mig svigtet og løjet for. Jeg følte ikke at de engelske politikere havde opholdt deres del af aftalen. Den aftale hvor vi stemmer på politikerne og giver dem magt, ud fra den tro at de beskytter os og vores interesser. For det er, ifølge mig, deres jobbeskrivelse: at passe på og tjene befolkningen. At informere befolkningen om hvad der sker i landet, og handle ud fra befolkningens ønsker. Det gjorde Boris Johnson ikke. Han informerede ikke befolkningen – overhovedet - og baseret på det ramaskrig der kom fra befolkningen i ugerne efter, kan man sige at han heller ikke handlede som folket ønskede.  

 

To dage senere viste jeg mit pas i paskontrollen i Billund– præcis 1 time og 45 minutter før de danske grænser lukkede.

 

Her så jeg hvordan de danske politikere lagde blokpolitik til side og gik sammen om at lukke Danmark ned. At beskytte folket som de så bedst. Jeg har slavisk set alle pressemeddelelserne hvor det danske folk blev informeret – pressemeddelelser som er blevet holdt siden den første smittede blev konstateret i Danmark. Jeg har oplevet hvordan de danske politikere opholder deres del af aftalen. Selv nu, hvor blokpolitikken er vendt tilbage, og der er stor spredning på holdningerne omkring hvilken strategi der er den bedste for Danmarks genåbning, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de mennesker som sidder og tager beslutningerne på vegne af det danske folk, gør det med det danske folk i minde.

 

Manglen på gennemsigtighed jeg oplevede i England, har rystet mig dybt. Ligeså har mit modstridende syn på demokratiet. Jeg tror på det mere end nogensinde, og samtidig har jeg for alvor fået øjnene op for, hvor skrøbelig en institution det er. Jeg ville gerne sige at det er nationalisten i mig, der gør at jeg tror mere på det danske end engelske demokrati lige nu. Men sandheden er, at det engelske scenarie lige så vel kunne have været det danske. Den eneste forskel er, at vores politikkere prioriterede at holde deres del af aftalen. Det er ikke en selvfølge, og der er ingen garanti for at alle danske politikere altid vil gøre det. Det er et sats vi laver hver gang vi går til stemmeboksen, og det skræmmer mig at vide, at vi aldrig helt ved, om vi får en Johnson eller en Frederiksen før krisen rammer.

 

Om flokimmunitet eller nedlukning er den bedste strategi, vil kun tiden vise, men en ting er stensikkert for mig: det engelske demokrati fejlede corona-testen, mens det danske bestod med højeste karakter.

***