Om det lange seje træk

Om det lange seje træk


# Annette og Mika Dahl
Publish date Udgivet af Hamborg Dankirke.de, tirsdag d. 21. april 2020, kl. 06:35
Om det lange seje træk

Om det lange seje træk

- Af Annette og Mika Dahl, beboere i Sømandskirken 2017-2018

 

Både Angela Merkel og Mette Frederiksen kaldte for over en måned siden corona-krisen for den største udfordring siden 2. Verdenskrig. Nu hvor vi i Danmark er forbi både den indledende fase, hvor ingen måske helt vidste eller forstod, hvor stor og omfattende denne her corona-krise ville blive, og forbi den næste fase, hvor landet lukkede ned og vi alle sammen stort set fra den ene dag til den anden skulle finde nye måder at leve vores liv på. Hvor masser af puslespil blev bygget og tilsvarende mange surdeje brygget. Hvor vi skulle have det bedste og meste ud af denne her undtagelsestilstand. Så er vi så landet i en fase, som ser ud til at blive så lang, at vi måske bare kan kalde det en tilstand: Hvis de gode statistikker over indlagte på hospitalerne holder, så lukker Danmark MEGET langsomt op igen. Og gudskelov, at det går så godt på hospitalerne, at vi nået hertil. Men det efterlader os altså også med en opgave i at finde ud af, hvordan vi lige skal leve i den her corona-tilstand - sådan på den lange bane. Ikke blot i Danmark og Tyskland, men i hele verden.

 

Herhjemme i København er det blevet hverdag med Mika, der arbejder hjemme og vores 6 måneder gamle datter Hedvig og jeg på barsel. Det er jo udfordrende nok i en toværelses lejlighed, men lader sig dog løse. Set fra den positive side får Mika set mere til Hedvig, og omvendt. Og jeg har et sæt ekstra hænder, hvis det virkeligt bliver nødvendigt. Men det er desværre også blevet hverdag ikke at se vores venner og familie, tage til babysvømning eller gå på café, og vi savner det! Nogle ting må vi helt og holdent vente på åbner igen, men så er der lige vores nære, som vi vel ikke aldrig skal se igen?

 

Hvornår skal vi så, og hvor meget? Vi er heldigvis ikke under udgangsforbud, men vi får at vide, at vi skal holde os så meget for os selv som muligt. Der er ikke nogle regler eller tal for, hvor meget det er muligt. Det bliver nok en snak, som mange familier vil tage de næste uger og måneder, og det bliver en svær balancegang at finde det rette niveau af samvær.

 

Jeg tror ikke, der er nogle universelle løsninger på denne problematik, men jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke dømmer eller belærer andre om, hvad ”man” må og bør. Jeg tror på, at vi alle må mærke efter, og finde en løsning ud af det her lange seje træk, som vi kan holde ud – ikke bare den næste uge, men i mange måneder frem. Og så skal vi selvfølgelig blive ved med at tage alle tænkelige hensyn til vores medmennesker,  så vi sammen kan komme stærkt ud på den anden side.

 

Kærlig Hilsen Hedvig, Mika og Annette