Udgivet af Hamborg Dankirke.de, tir d. 16. apr 2019, kl. 11:05

Mon ikke vi lyver – både for os selv og andre – hvis vi påstår at vi ikke gerne vil have magt? Det kan være magt: på jobbet, i familien, i samfundet, i politik. Ikke nødvendigvis magt som enehersker, men i hvert fald ’noget at skulle have sagt’. 

Vor Herre virker ikke umiddelbart som én der gerne vil have magt. For et par søndage siden hørte vi hvordan han trak sig tilbage, da han fornemmede at folk ville gøre ham til konge, og i søndags hørte vi om at han, da han skal ride ind i Jerusalem, hvor tusinder venter ham med kapper, palmegrene og hosianna-råb, da vælger at komme ridende på det meget lidet prangende dyr: æslet. Og han siger ikke noget. Han kender Guds plan. Han ved han skal dø. Selv skærtorsdag i Gethsemane have siger han: din vilje ske. Jo vist, kommer han lige med en indikation om, at han helst vil være sin skæbne foruden, men han slutter med at sige, at hvis det skal ske, så må det være sådan. 

Denne passive accept ser man ikke så tit hos de, der har magt og mulighed i verden. Tag fx Irak. Eller Afganistan. Her valgte vestlige koalitioner at gå ind i landende, vælte de siddende diktatorer og befri den undertrykte og kuede befolkning. Slå hårdt ned på ondskaben og magtbegær og lade friheden flyve med sang mod himlen igen. Men det var så bare ikke det der skete, var det? Man væltede Saddam i Irak og i stedet fik man et ti forskellige diktatorer og borgerkrigslignende tilstande mellem sunnitter og shiitter. Man væltede Talibanstyret i Afghanistan og fangede Osama bin men i stedet fik man et ustabilt styre uden egentlig kontrol over krige mellem Taliban-tro styrker og de vestlige magter og oven i det en narkoproduktion helt uden kontrol. 

Måske vi bare skulle have holdt fingrene for os selv, her i vesten? Ladet Irak, Afghanistan og alle andre lande, hvori vi blander os, lade dem klare det selv? Måske er der bare nogle steder, hvor man ikke kan indføre demokrati, hvor den vestlige forståelse af fred, frihed og værdigt liv bare ikke kan opnås? 

Måske er der nogle steder, hvor det at leve under en almægtig enehersker bare er en del af deres kultur, deres folkesjæl? Tag fx Rusland – den ene enehersker efter den anden: Tzar-dømmet, Stalin, Bresjnev, Jeltsin, Putin.

- Eller måske, bare måske, kunne det være at der fandtes andre definitioner på et godt og værdigt liv, end den definition vi har her i vesten? Måske er der andre holdninger end vores, som er lige så gode som vores? Men det er en helt anden diskussion... -

Men i hvert fald, så kunne det godt se ud som om at han har ret, ham Vor Herre, at det bedste er acceptere, resignere og sige: din vilje ske. 

Men hvad hvis Churchill i 1940 have gjort det? Hvad hvis han var gået med Chamberlain og Halifax og havde forhandlet om fred med Hitler igennem Mussolini? Hvad hvis England ikke var begyndt at kæmpe imod og i stedet havde ladet Hitler få hele Europa sammen med sine underordnede Mussolini og Franco? Ville vi så nu leve i et diktatorisk Europa, i vasalstater uden egentlig indflydelse mens Hitlers og Stalins efterkommer bekrigede hinanden hen over vores hoveder? 

Læser vi lidt videre i søndagens tekst, så ser vi faktisk at Vor Herre ikke kun er mild og rund, ikke kun er én, som ikke ønsker magt. Her går Jesus ind i templet for at bede, så alle de handlende der inde og: ”jog alle dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus.‹ Men I gør det til en røverkule.” Så en handlingens mand, kan han også være. 

Måske ligger problematikken i, at vi nogle gange tror at vi kan have ét motto over vores liv. Én livsvisdom. Vår tålmodig. Punktum. Vær proaktiv. Punktum. Vær mild. Punktum. Vær fremfarende. Punktum. 

Eller måske ligger problematikken i, at vi tror, vi skal søge sandheden? Eller den gyldne middelvej? 

Måske ligger svaret i den meget mere besværlige tilgang til livet, at vi skal overveje hver enkelt sag og finde løsningen, som passer netop dér? 

Ligesom Danmarks måde at tackle sit forhold til Kina. Først inviterede Danmark Dalai Lama til et privat besøg i landet. Det blev kineserne, pga deres mellemværende med Tibet, ret så sure over, så de ikke ville handle med Danmark mere. Så udarbejdede Danmark en erklæring om, at vi ’modsætter os Tibets uafhængighed. Så blev Kina god igen, og handlen mellem de to lande bare steg og steg. Ja, til sidst blev det så godt, at Kina nu har udlånt Københavns Zoologiske Have to Panda’er. Så nu er vi ikke bare gode venner igen, men rigtig gode venner. Og det vil vi jo gerne være med et land, der er en fremadbrusende stormagt og sætter sig på en større og større del af verdenshandlen. Et land, hvor både folk og lande af anden observans end den officielle forsvinder sporløst og aldrig bliver fundet igen... 

Men se, det er jo netop problematikken. At det ville være så meget mere enkelt, hvis alt var sort og hvidt. Men skal vi så alle være teknokrater og realpolitikere og ikke have en mening? Skal vi bare følge Jens Otto Krags udsagn om, at man har et standpunkt til man tager et nyt? Skal vi tilslutte os filosofien om at alt relativt? 

Jeg elsker Paulus. Jeg elsker Paulus – ikke fordi han har sagt at kvinder skal tie i forsamlinger – men fordi han siger: ’Endnu ser jeg i et spejl, i en gåde.’ For det er sådan jeg har det. Det er for mig tit meget gådefuldt, det hele. 

Og det er måske sådan det er: at vi ikke kan erkende helheden, fordi den ikke er sort og hvid. Så vi må tage stilling ud fra hver sag. Og så må vi træffe valg ud fra vores bedste overbevisning: at det vi gør, var det vi mente, var det bedste i situationen. Ikke nogle skjulte dagsordner, men reelt det som vi mente, var det bedste. 

Måske er det prisen vi må betale for syndefaldet? For at spise af æblet i edens have: at vi nu kan kende godt og ondt. Vi ved, at der er en forskel. Vi ved, at der findes godt og ondt. Og derfor er det vores pligt hele tiden at skelne imellem det. I hvert fald forsøge at skelne. Hele tiden forsøge. Skelne, sortere, vælge – og derudover tro og håbe på Guds nådige tilgivelse.
***


Kategorier Præstens blog